yogiliv

Ind i mellem er eventyr gode til at formidle budskaber…

Her er en gammel sufihistorie om, hvordan man først forstår, når man er parat og at man først kan opdage, hvad der er lige for øjnene af en, når man kigger efter det.
Læs her historien om hvordan det tog en mand 7 år at finde sin lærer, der havde været der hele tiden.

Once upon a time there was a man in the middle east, he was a merchant. When he was an young man he had two biggest desires in his life. One was to understand the world of spirituality and learn deeper spiritual truths and another was to make lots of money. He was born poor and had lots of trouble because of that in his childhood, so he naturally grew wanting to have more money.

His desire for money grew much bigger than his desire for spirituality. So he went on trading and became a very rich man, when he had made lots of money he was almost 50 years old. He had lots of money now and wanted to experience all that money can’t buy. His desire for spirituality which was hiding in the corner of his mind now came to the front.

So he thought ‘Let me go back on my spiritual journey and see what I can achieve there’. He called his children and told them ‘I want you to take care of all the family matters and business from now on, I will take some of the money and go to a place near Oasis and build a small house and live in solitude and gain spiritual wisdom’

So he found a suitable place and built a house there, he moved all the spiritual books he had collected over the years in his library to his new house. He did not know any cooking, so he thought of hiring a cook. A villager came to him and said “I’m a good cook, please hire me as your cook, I will only ask of food as my salary”.

“Alright, fine, but please make sure you do not disturb me, I’m here to focus on my spiritual quest” said the Merchant.

Cook nodded in agreement.

The Merchant studied and studied for 7 years, at the end of 7 years he was convinced that he needed the help of someone who had already done this and knew how to do it. He was clear in his mind that he needed as teacher someone who had already walked the path.

He went on looking for teachers in the deserts, he met many teachers but he was not satisfied. One day he saw a man whom he thought was very much according to his image of a teacher. With big beard, long robe, rosary beads and a serious face the man looked very much like what the Merchant had imagined for a teacher.

He bowed down to this holy man and prayed “O great one, please take me as your disciple”

The holy man said “I have never had a student before, I will have to ask my teacher’s permission if I have to take you as a student”

“Then please ask him for his permission, O great Sir” said the Merchant.

“I will ask his permission but I have not seen him for last 7 years, first I will have to find him, then only I can take you as my disciple. You will have to wait until I find him and get his permission.” said the holy man.

“O, but it will take many days for you alone to search him, Please allow me to assist you in searching him” begged the Merchant.

“Alright” said the holy man.

“How does he look, O sir?” asked the Merchant.

“Well, he is a short and slim body, he generally does not wear upper garments on his body and he is a good cook” said the holy man.

“Would you please describe him again, O sir” asked the surprised merchant.

The holy man described his master in more detail.

“Will you please come to my house? it sounds like my cook” said the merchant.

They both walked to his house and entered the living room, the kitchen door opened and the cook came out with his towel on his shoulder. The holy man with long beard fell on the floor and prostrated in front of the cook.

“Master, where were you all this time?” asked the holy man.

“I was cooking for this man” replied the cook.

“But this man is still looking for a teacher” said the holy man.

“Yes, it took me seven years to make him realize he needed a teacher” said the cook with a laugh.

“So now what?” asked the holy man

“Now you teach him, I have other work to do” said the great master (the cook) and walked away.

det hinduistiske pantheon skal ses i lyset af flere tusinde års religiøs symbolik
i Indien betragtes gudebilleder som symbolske udtryk for en guddommelig kvalitet, ikke nødvendigvis som en direkte kopi af gudens udseende. Ganesha anses for et højere spirituelt væsen snarere end en fysisk størrelse, og murtierne (gudestatuerne) symboliserer hans væsen.

det er derfor ikke murtien, der tilbedes, men den bagvedliggende sandhed, den repræsenterer.

Ganesha er også kendt som Aumkara, da hans krop ligner tegnet for det hellige mantra aum; elefantguden ses dermed som en kropsliggørelse af selve kosmos.
Ganeshas elefanthoved symboliserer elefantens visdom og salighed, stærk og dog blid.

Ganesha
herre over succes, ødelægger af det onde og kendt for at fjerne alle forhindringer, hvilket falder elefanten det stærkeste dyr naturligt, når den baner vejen med sine stødtænder…eller rettere stødtand.

da Ganeshas pen knækkede, mens han var i gang med at nedskrive Mahabharataen (et gedigent litterært værk på 22 bind efter Vyasas diktat) brækkede han den ene stødtand af for at ku skrive alle ordene ned på papir.

symboler
den knækkede stødtand er derfor et symbol på det store offer, som han gav for formidling af viden – hans kælenavn Ekadanta betyder den en-tandede.

han har 4 arme og hver hånd bærer noget betydningsfuldt, undtagen hans nederste højre hånd, der er løftet med håndfladen vendt mod os som en velsignelse.

i hans venstre (mærkeligt nok) hånd holder han en snor og for det meste en mala (bedekæde med 108 perler), som symboliserer, at man skal blive ved med at søge viden og fortsat udvikle sig som kæden uden afslutning.

fadet med laddoo, som er søde kager, symboliserer, at man skal finde sjælens og livets sødme…af samme betydning står der altid fade fyldt med frugt, bananer og kokos, alle Ganeshas favoritter, der nærmest indbyder til at tage for sig af livets retter… At den velsignede mad/prasad ligger på gulvet, viser verden ligger for hans fødder.

øksen, han holder i sin højre hånd, er våbnet, der skærer alle bånd af attachments over.

hvordan blev Ganesha skabt
i hinduismen er Ganesha (sanskrit गनेष, også stavet Ganesa eller Ganesh) visdommens, intelligensens og undervisningens gud.

han er søn af Shiva og Parvati, bror til Murugan (Kartikeya) og ægtemand til Bharati, Riddhi og Siddhi.

der er mange forskellige historier om, hvordan Ganesha kom til verden og ikke mindst, hvordan han fik sit hoved.

den nok mest almindelige fortæller Ganesha blev skabt, mens hans far Shiva var bortrejst.
da Shiva vendte tilbage, fandt han Ganesha vogtende sin mor, Parvati, og da Ganesha ikke ville lade ham gå ind til Parvati, huggede han Ganeshas hoved af.
Parvati opdagede dette og blev meget vred, så Shiva forsikrede hende, at han ville gøre det godt igen og gik ud og bad dyrene om at ofre deres hoved…
kun elefanten sagde ja, og Shivas gave til elefanten var til gengæld enorm visdom.

dengang Shiva satte et elefanthoved på Ganesha, sørgede Parvati for, at han altid vil være den gud, der kommer før alle de andre – uanset hvor i landet og hvem hovedtemplet er dedikeret til – Ganesha er den første og den elskede elefantgud samler på den måde alle hinduerne under et!

Ganeshas 10 dage lange fest
i Indien er der særligt én vigtig højtid til ære for Ganesha, Ganeshotsa.
festen varer ti dage og starter med Ganesh Chaturthi, Ganeshas fødselsdag.
højtiden slutter på den 9. fuldmåne i året, Ananta Chaturdashi, hvor Ganeshas murti (gudsbillede) nedsænkes i vand. i Bombay og Varkala bruger man det Arabiske Hav, medens man mange steder i Nord- og Østindien bruger den hellige Gangesflod.

det betyder:
Ganeshas fødselsdag aldrig falder på en fuldmåne!

læs eventyret om månens cyklus i næste blogindlæg og forstå hvorfor…

i nat var det nymåne osse kaldet black moon – et af elefantguden Ganeshas påfund…

Ganesha har æren af mange ting i denne verden og bøgerne er fyldt med hans eventyr, bl.a. om hvordan han som straf gav månen sin cyklus og den begyndte at skifte mellem fuld og ny…
der var engang…
da Ganesha kom hjem fra en fest på Kumeras palads, hvor han som altid kom ridende på musen मूष् -sanskrit ordlyd mus, oprindelse for samme navn på skandinavisk, tysk, hollandsk og engelsk.
i fuldmånens skær så musen en slange og sprang forskrækket om bag en busk.

Ganesha faldt ned på jorden og slog en revne i sin mave, hvor al maden løb ud. han begyndte at skovle maden ind igen – det så månegudinden, Chandra og hun begyndte at le…højlydt!

Ganesha blev vred og kastede en forbandelse på hende og sagde: ‘du skal for altid være sort, så ingen kan se dig!’ Chandra, der strålede som sølv og mere end nogen var sin skønhed bevidst, blev forfærdet ved tanken og begyndte at tigge og be Ganesha om undskyldning og om at tage hende i nåde.

Ganesha blev formildnet og ændrede straffen til, at månen skiftevis sku blive lille og stor som ved nymåne og fuldmåne – hvilket den har gjort lige siden… han tilføjede, at hvis der var nogen, der så fuldmånen på hans fødselsdag, så ville vedkommende aldrig opnå moksha (oplysning).

månegudinden, Chandra var meget forfængelig og affandt sig klogeligt med sin skæbne.

Ganesha tog slangen, brugte den som bælte og bandt den rundt om maven, hoppede tilbage op på musen og fortsatte hjem….
alle hinduer har hver deres favoritgud, men alle forguder Ganesha!

da Ganesha bliver skabt, lover alle de andre guder at vise respekt ved altid at lade ham gå først. Ganesha er den første gud, man beder til i sanskritbønner, på begyndelsen af rejser og ved åbning af nye projekter – den lille elefantgud med mange navne som fx Ganapadi, som der står på det første sidetempel inde i de fleste hindutempler.

Ganesha er gud for visdom, intelligens, uddannelse og skriften, kendt for at åbne porte og døre og kan som sit ‘køretøj’ Vahana, musen komme ind alle vegne og afdække enhver hemmelighed.

denne højtelskede elefantgud opløser ego og fjerner forhindringer. at han rider på en mus, det laveste dyr i rangordenen, viser han er ydmyg og bekæmper stolthed og forfængelighed – dette er med til at gøre ham til den nok mest populære af alle hinduguder.

flere af guderne har mange navne og hedder noget forskelligt afhængig af hvor vi er og hvilken symbolsk betydning, der bliver fremhævet.

Parvati og Shivas anden søn Murugan er den samme som Kartikeya og Subramanya, der er mere almindelige at støde på i sanskritbønnerne ved chanting i indiske ashrams.

han er legemliggørelsen af perfektion for det meste afbildet total gylden, hvorfor hans devotees bærer hans yndlingsfarve orange og gul/gyldne nuancer. Parvati gav ham det gyldne spyd kaldet vel for at ødelægge dæmonerne, der repræsenterer de negative tendenser i mennesket.

han står for kampen med lyset mod mørket og ses som den modigste leder i Guds hær.

mens hans ene hånd bærer spydet, velsigner den anden hånd hans devotees – selv hans hænder viser modsætningerne med kampen mellem det gode og det onde…
alle guder er knyttet til et særligt dyr, som på engelsk kaldes deres vehicle/køretøj. Murugans er påfuglen, som står for at overvinde seksuelt begær og ødelægge dårlige vaner – dette er vigtigt at se i forbindelse med hans symbolske betydning, som står for en måde at opnå perfektion i livet.
Shadanana er endnu et af hans navne, der betyder, at han har 6 hoveder, hvilket han indimellem ses afbildet med – det repræsenterer de 5 sanser samt sindet, som man ser som kongen af sanser.
den overførte betydning er, hvis mennesket ønsker at lede sit liv godt gennem livets kamp, så må man være herre over de 6 dæmoner – kama/begær (sanselig nydelse/sex, nok bedst kendt fra kama sutra) – krodha/vrede – lobha/grådighed – moha/ignorance/uvidenhed – mada/stolthed (det engelske mad/madness oprindelse og det, de gamle grækere kaldte for hybris) og matsarya/jalousi/misundelse.

Marīci er en inkarnation i sindet. Marīci har seks sønner: Kāma, Krodha, Lobha, Moha, Mada og Mātsarya og først når alle seks sønner er døde, kan man slippe angsten – ‘man er befriet for den materielle forurening og kan genfinde sin sande guddommelige natur.’

Thaipusam er en fejring af dengang Parvati forærede Murugan spydet, vel – derfor er det mantraet : vel, vel, shakti, vel, som devotees chanter til ære for Shakti, der er et andet navn for Parvati og repræsenterer det feminine og legemliggørelsen, mens hendes mand Shiva er det maskuline og ånden.

hinduismens tre hovedguder har hver op til 1008 navne bedst kendt som Brahma, Vishnu og Shiva – de ses også som faderen, sønnen og helligånden, hvilket inviterer til flere historier med eventyrene bag den hinduistiske treenighed…

Hanuman

En ung pige ved navn Anjana blev forbandet til at tage form af en abe, indtil den dag hun ville føde en Gud. Så hun bad hver dag til dette barn, og endelig hørte guderne Shiva og Parvati hende og beordrede Vayu, vinden gud, at yde hende denne guddommelige graviditet. Således blev Hanuman født med form af en abe og beføjelser af en Gud.

En dag, da Hanuman stadig var ung, var han lege udenfor i gården. Ud af øjenkrogen så han et glimt af gult og tænkte: “mmmm … en mango” Og ganske rigtigt, da han kiggede op i himlen, så han en lysende gul bold – solen – og han tænkte ved sig selv: “Det er den største, juciest mango nogen abe nogensinde har set!”. Så Hanuman rejste mod solen, fast besluttet på at tage en bid af denne mest perfekte af alle mangoer.

Men da Hanuman nærmede sig solen, afbrød han planeten Rahu, som også var på vej mod solen i at forårsage en solformørkelse. Hanuman fløj ude af kontrol, kolliderede med Rahu, som blev overbevist om, at Hanuman forsøgte at tilrane sig sin plads i kosmos! Rahu løb til Indra, himlens herre, for at klage. Og så tog Indra et lyn og kastede det på Hanuman, som blev slået tilbage til Jorden og brækkede sin kæbe. Da Vayu så, hvad han havde gjort mod sin søn, blev han meget ked af det og trak sin vind væk fra verden. Men uden vind, visner verden, så den store Gud Brahma greb ind. For at gøre det godt igen, helbredte Brahma Hanumans brækkede kæbe og gav ham evigt liv. Alle de andre guder tildelte på samme måde Hanuman særlige beføjelser og beskyttelse.

Der var imidlertid en enkelt ‘catch’. Hanuman ville ikke huske hans særlige beføjelser, indtil uvidende om sine magiske beskyttelse, at han forsøgte at udføre en handling af stor uselviskhed, som ville få ham til at huske hans sande natur. Indtil den dag ville han leve i uvidenhed om sine evner.

Så Hanuman voksede op uvidende om sine magiske kræfter. Han studerede hårdt, beherskede alle skrifterne og blev snart en hengiven elev af ​​Lord Rama. Den dag, da den frygtelige dæmonkonge Ravana kidnappede Ramas højtelskede hustru, Sita, lovede Hanuman straks at hjælpe Rama og komme Sita til undsætning og med en hær af aber drog han ud for at finde Sita og fortælle Rama om hendes opholdssted. Aberne rejste langt i deres søgen efter Ravana, blot for at komme til et stort hav, der adskilte Indien fra Ravanas kongerige, Lanka. At se havet gjorde Hanuman modløs – hvordan kunne han krydse det? Men han havde lovet Rama at prøve og var dermed parat til at påtage sig dette umulige kunststykke. At se hans virkelig uselviske hengivenhed, mindede en af ​​Hanumans ledsagere ham om hans sande kræfter – og Hanuman, bevidst vågnet op til sin sande natur, gjorde det store spring over til Lanka og satte dermed en kæde af begivenheder i bevægelse, der ville føre til Sitas redning og Ravanas ødelæggelse. Dette eventyr er et af børnenes absolutte favoritter og kendes fra Ramayana’en.

~~~~~~~~~~~

Symbolikken i denne “catch” er nøglen til Hanumans fortælling.

Aben er et symbol for det menneskelige sind – der ligesom Hanuman kan være hurtig og fræk, let distraheret. I det hinduistiske verdensbillede lever vi som mennesker alle i en tilstand af glemsomhed af vores sande natur, som er ren, ædel og guddommelig. Hanuman er en Karma Yogi – han handler ikke for sit eget bedste, men er hengiven overfor alt, hvad han gør til et højere ideal, aldrig egne ønsker eller søgen efter belønning. Denne historie fortæller os, at ved at træne vores sind og handle uselvisk – ved at dedikere vores handlinger til en højere ydelse, kan vi erindre vores egen glemte natur.

Med fornemmelsen af, at året nærmer sig sin afslutning og at naturen ‘dør’ eller lægger sig til at hvile, er det nærmest opløftende, at vi her i Norden genopdager en tradition, der har opmærksomhed på de døde, selvom det er blevet til fastelavn med gys og slik. Men oprindelsen for alle helgens aften er ifølge folketroen den aften, hvor hekse, genfærd og mørkets magter er ude og håne de helgener, der festligholder allehelgensdag.

USA og de øvrige engelsksprogede lande kaldes allehelgensaften for halloween, en forkortelse fra “All Hallows’ Eve”.

Allehelgensdag er til minde om alle kristne helgener og martyrer. Når man noterede de hellige mænd og kvinder på forskellige af årets dage, havde man alligevel ikke alle med. Derfor lavede man denne dag, der inkluderede alle.

I de senere år er det blevet en almindelig skik at mindes de døde på allehelgensdag ved at tænde lys på gravene. I mange kirker oplæses navnene på det forløbne års afdøde i sognet. Den første søndag i november kaldes også Alle Sjæles Dag, hvor man fokuserer på dem som endnu ikke er frelste, på dem som endnu ikke med sikkerhed befinder sig i himmerrigets herlighed. Dette hænger sammen med den romerskkatolske tro på skærsilden; at mennesker der er døde med troen på Jesus, behøver et stadium af renselse, inden de kan møde Gud i paradiset. Man kunne indtil 1567 i den romerskkatolske kirke købe afladsbreve for at slippe hurtigere gennem skærsilden, hvilket var en af hovedårsagerne til reformationen.

De Dødes Dag (spansk: Día de los Muertos) er en mexikansk fejring som gennemføres den 1. og 2. november i det meste af latinamerika og er en blanding af præcolumbiansk kultur og de katolske alle sjæles dag og allehelgensdag.

Oprindelsen for fejringen af de dødes dag i Mexico kommer fra før de spanske conquistadorer ankom til kontinentet. Der er registreret fejringer fra bl.a. aztekere og mayaere og der er tegn, der tyder på, at fejringerne har foregået i flere tusind år. Tidligere var det normalt at beholde kranier som trofæer og vise dem frem under ritualer som symboliserede døden og genfødslen – nu laver man de fineste kranier af farvet sukker og sætter dem op på gravstenene om aftenen på kirkegården og suppleret med høj musik og dans på gravene fejres de døde, der således osse inviteres med til festen. Dette er en af årets mest populære fester, som vi har oplevet flere gange på yogaferie i Mexico og sidste år i Peru i byen Pisaq oppe i knap 3.000 meters højde i inkaernes hellige dal – og det gik ikke stille for sig!

sankt, saint eller helgen er ifølge wikipedia en person, som er nær ved Gud og derfor hellig.

i indien kender man begrebet साधु/sadhu, der oversat fra sanskrit
(et af verdens ældste sprog, hvorfra mange selv europæiske ord har sine rødder)
betyder den, der lever/søger sandheden.

sadh kommer fra satya = sandhed

det ville være nærliggende at tro, at saint/sankt er inspireret af samme ordoprindelse.

satya er en af de 5 yamas i det første af yogaens 8 trin, se her

se Gnosis – the history of yoga en inspirerende video med gennemgang af de 8 trin her

læs et inspirerende eventyr om Alexander den stores møde med en sadhu HER