yogiliv

santuari de Lluc, et af mallorcas ældste (fra 1200-tallet) og ganske sikkert helligste klostre, som vi bor på her den anden uge, er en helt anden oplevelse end san Salvador i sidste uge.

det ligger midt i en frodig dal omgivet af cypresser og pinjeskov højt oppe i trasmontana bjergene, mallorcas højeste op til 1384 meter høje.

som til de fleste særlige steder er der en historie bag hvorfor klostret er grundlagt her!

ifølge legenden blev klostret oprindeligt bygget netop her, fordi en arabisk fårehyrde for mere end 700 år siden fandt en sort madonna-statue på stedet.

da han osse selv var mørk i huden og syntes, at statuen var uimodståelig, tog han den med hjem… næste morgen var den væk…!

han gik ud og kiggede efter den, og fandt den samme sted!

han tog den med hjem …og det samme skete igen!!

da valgte den lokale præst at bygge et kapel til den, som senere er vokset til den smukkeste barokbasilika, der fungerer som centrum af klostret.

madonnaen kommer kun ud og kan ses af besøgende ved gudstjeneste, hvor hun er udsmykket med diamanter, rubiner, smaragder og perler.

koret, oprindeligt kun drenge, stammer fra 1531 og synger hver dag inden den daglige gudstjeneste. drengene bor i en del af klostret, hvor deres indre gård er indrettet som fodbold- og basketballbaner.

bagved klostret ligger en botanisk have og en swimmingpool, som vi danske yogier har fået en særlig tilladelse til at bruge i denne uge…

vi dyrker yoga under åben himmel med geder og fårebjælder, fuglelyde og selv nattergalen, der synger så smukt, at alle har nemt ved at fornemme, at vi er landet et ganske særligt sted.

for hver dag værdsætter vi at bo på Lluc og falder mere til ro med en indre fred, der næres specielt under morgenyogaen, når solens første stråler kan mærkes i ansigtet og nok særligt på aftensmeditationen op til korset på det lille bjerg bagved klostret med udsigt ud over den smukkeste natur badet i solnedgangens sidste gyldne lys.

behøver vi sige, at vi har nydt de sidste to uger bag klosterporten…? 🙂

De fleste hinduer kender historien ‘Churning the ocean of milk’, der beskriver kampen mellem det onde og det gode. Mandhara bjerget symboliserer manu = sindet og dhara = koncentration kendt fra yogaens 6. trin, dharana. Bølgerne symboliserer som altid tankerne og den store slange, Vasuki, står for begæret, som kontrolleres og i fællesskab bliver brugt til at kærne havet af både asuraerne (dæmonerne) og devaerne (halv-guderne).

Engang, da asuraerne kæmpede imod devaerne, var devaerne ved at tabe og henvendte sig til Brahma for hjælp. Brahma fortalte dem, at de skulle spørge Vishnu …
Vishnu fortalte devaerne, at de måtte prøve at kærne mælkeoceanet – churning the ocean of milk, som er en kendt historie indenfor hinduismen – for at skaffe Amrita, som på dansk er bedre kendt som ambrosia, den guddommelig nektar, der gør guderne udødelige. Til det formål måtte de først smide forskellige urter og planter i mælkeoceanet og derefter kærne havet ved hjælp af Mandharabjerget og slangekongen Vasuki.

Devaerne skyndte sig straks til oceanet og med Vishnus hjælp brugte de bjerget som kærnestav og slangekongen Vasuki som reb, men de måtte snart sande, at de ikke kunne kærne oceanet selv og havde brug for hjælp. Vishnu fortalte dem, at de blev nødt til at søge hjælp hos asuraerne, og at de måtte være forsigtige, men Vishnu forsikrede dem om, at asuraerne ikke ville få fat i amritten.

Slangekongen Vasuki snoede sig rundt om Mandharabjerget og devaerne tog fat om dens hale, mens asuraerne tog fat om dens hovedende. De prøvede så sammen at kærne, men det endte med, at bjerget sank til bunds i oceanet. Derfor tog Vishnu form som skildpadden Kurma, der støttede bjerget på dens skjold, så devaerne og asuraerne kunne begynde at kærne oceanet igen.

Efterhånden som de kærnede, opstod der først gift fra oceanet. Devaerne bad Shiva om hjælp, og Shiva tog giften og drak det hele for at redde verden fra giftens ondskab. Shivas kone Parvati holdt om hans hals, så han ikke kunne sluge giften. Derfor er Shiva ofte set afbildet med en blå hals og kaldes derfor også for ”Neelakanda”, der betyder den blåhalsede. Efter giften dukkede der rigdomme op fra havet – juveler, guld, ønske-opfyldende ko og selveste gudinden Laksmi, som Vishnu tog til hustru, men det stoppede ikke devaerne og asuraerne med at kærne videre.

Asuraerne stjal ambrosiaen i samme øjeblik den kom til syne. Da Vishnu så dette, tog han form som en forførende smuk kvinde kaldet Mohini. Uden at ane Vishnu var Mohini, blev asuraerne helt betaget og bad hende om at skænke ambrosia op til dem.

For at gøre dette stillede Mohini et krav, der lød, at de ikke måtte stille spørgsmål til hendes handling, hvad end det måtte være. Asuraerne accepterede hendes krav, da de stadig var fortryllet af Mohinis charme og skønhed.

Mohini beordrede dem til at gå i bad og derefter stille sig op i en kø. Devaerne blev også beordret til at stille sig op i en kø. Derefter begyndte Mohini først at servere ambrosia til devaerne.

Asuraerne blev utilpas, men de forblev stille, da de havde lovet ikke at stille spørgsmål til Mohinis handlinger. Da den sidste deva havde fået ambrosia, var der ikke mere tilbage til asuraerne.

Derefter forvandlede Mohini sig til Vishnu, og det gik nu op for asuraerne, at de var blevet snydt. De krævede af Vishnu deres andel af ambrosiaen, men Vishnu smilede bare af dem og fløj væk på ørnen Garuda.

Asuraerne begyndte derefter at angribe devaerne, men devaerne havde genvundet deres oprindelige styrke, så de sejrede over asuraerne, som blev nødt til at flygte.

På Brahmas anmodning stoppede Indra fjendtlighederne og tog tilbage til sine riger med devaerne.

På den måde genoplivede og genoprettede Gud den tabte styrke af dem, der var retfærdige og som søgte tilflugt i ham, og pacificerede dem, der var aggressive og uretfærdige og som ikke troede på ham.

Churning the ocean of milk er afbildet overalt i Angkor Wat, hvor de mange broer over voldgravene ind til de enkelte templer ved ankomst forestiller asuraer på højre og devaer på venstre hånd af broen. Alle trækker i slangen og pisker havet ind mod midten, templet, der symboliserer Mandhara bjerget, også kaldet Meru, der anses for at være centeret for alle universer og hvorfra guderne stammer.

Selv i Bangkoks nye lufthavn har de opført en kæmpe skulptur, der forestiller churning the ocean of milk, så buddhisterne må åbenbart også kende til historien…

den nuværende thailandske kong Rama IX, the Great Kong Bhumibol Adulyadej slår rekorden over alle thailandske og snart verdens regenter og har regeret 68 år i år!

han ville sikkert gerne med sine 86 år snart abdicere, men da hans ældste søn ikke lever op til thaiernes krav som tronarving og selvom hans ældste datter er både dygtig og populær som arvtager, ville det være næsten utænkeligt, at landet blev regeret af en kvinde – og da hun jo ikke ku fortsætte som Rama X, ville spørgsmålet også opstå, hvad man skulle kalde hende, så hun stadig ku bevare sin gudestatus og holde traditionen i hævd…?

Rama er egentlig en hindugud, den 7.inkarnation af Vishnu og hovedpersonen i det episke skrift Ramayana.
Rama er næsten altid tituleret Lord Rama eller Sri Rama og mange kender ham sikkert fra mantraet ‘Hari Krishna Hari Rama’, som hari krishna munkene synger.

de sidste 9 konger i Thailand er refereret til som kong Rama efterfulgt af et romertal, hvor den nuværende kong Bhumipol er Rama IX.

den eneste konge, der imidlertid har kaldt sig Rama var Phra Mongkutklao eller Kong Vajiravudh, den 6. i rækkefølgen.
kongen studerede som ung en periode i England, så det ville være nærliggende at tro, at han har været påvirket af den europæiske tradition med nummerering af kongerne.

dette passede samtidig fint sammen med thaiernes opfattelse af, at kongen var hellig med nærmest guddommelig status og man derfor ikke måtte nævne hans navn.

da kong Buddha Yodfa Chulaloke grundlagde dynastiet, blev han generelt omtalt som Phan Din Ton, แผ่นดินต้น, der kan oversættes som ‘den første regent’.

da hans søn overtog tronen, blev han refereret til som Phan Din Klang, แผ่นดินกลาง direkte oversat ‘den mellemste regent’.

denne nomenklatur blev dog allerede upraktisk, da dennes søn prins Jessadabodin (kong Nangklao) blev den 3. konge i rækkefølgen og den efterfølgende titel ville have været Phan Din Plai, แผ่นดินปลาย direkte oversat ‘den sidste regent’ – hvilket jo ikke giver de største fremtidsudsigter… 🙂

men selvom det først er kong Vajiravudh, der har kaldt sig selv Rama VI, har der været konger i Ayutthaya- og Thonburi-perioderne, som officielt anvendte regeringsnavnet Ramathibodi, Rama + Athi + Bodi oversat Rama store bevidsthed.

selv kongernes by og landets gamle hovedstads navn, Ayutthya er lånt fra det hellige skrift Ramayana, hvori Ramas by hedder Ayodhya.

de fleste tidlige konger er refereret til af historikerne med titler fremfor navne. flere navne er selv den dag i dag ukendte, da det heller ikke var almindeligt at nævne kongen ved navn, mens han levede. desværre er man i tvivl om titlerne, da guldpladerne med hver konges titel indskrevet, som det meste gik tabt i 1767, da burmeserne stormede hovedstaden og ødelagde 90 % af den historiske gamle kongeby, Ayutthaya.

øen Koh Pha Ngan har været et af kongernes favoritsteder, hvor flere af de forskellige kong Rama har besøgt øens vandfald og fået indskrevet deres initialer i klipperne.

dette sted har vi indimellem brugt som mål, når vi har vandret op langs vandfaldet på udflugt til østkysten. Rama den V. hentede her vand ved den hellige kilde og besøgte stedet hele 14 gange og den nuværende konge har også været forbi flere gange…

Chakri kongerne af Thailand:

Rama I, the Great (1782–1809), Buddha Yodfa Chulaloke (27 år)

Rama II (1809–1824), Buddha Loetla Nabhalai (15 år)

Rama III (1824–1851), Nangklao (27 år)

Rama IV (1851–1868), Mongkut (17 år)

Rama V, the Great, (1868–1910), Chulalongkorn (42 år)

Rama VI (1910–1925), Vajiravudh (15 år)

Rama VII (1925–1935), Prajadhipok (10 år)

Rama VIII (1935–1946), Ananda Mahidol (11 år)

I forbindelse med mit besøg i det store Buddhatempel Wat Pho i Bangkok blev jeg igen mindet om, at tallet 108 er helligt for buddhisterne.

Buddha foretog 108 handlinger/skridt på sin vej mod oplysning.

Under den store liggende Buddhas fødder i dette berømte tempel er afbildet 108 symboler. Billederne er udskåret i meget smuk perlemor med konkylier, lotusblomster, mudraer/håndstillinger, asanas/kropsstillinger og forskellige dyr, der alle symboliserer dyder/handlinger, som førte til Buddhas selvrealisering.

I Wat Pho er der langs den liggende Buddha sat 108 bedeskåle op på væggen, hvori de besøgende hver lægger en mønt, mens de fokuserer deres tanker på, hvad de ønsker sig.

Tallet 108 er anset som helligt blandt flere af Østens religioner, som fx hinduismen, buddhismen, jainismen og indenfor yoga og meditation, hvor det repræsenterer antallet af perler i den traditionelle bedekæde/mala. De tre tal repræsenterer 1=en, 0=intet og 8=alt/uendelighed, der stemmer overens med troen på, at universet samtidig er alt og alligevel intet, tomt og uendeligt.

Tibetanske buddhistmunke bruger deres mala’er med 108 perler til at reflektere over Buddhas ord på tibetansk kaldet Kangyur/Bha’-‘gyur i 108 bind. I Lankavatara sutraen er en sektion, hvor Bodhisattva Mahamati stiller Buddha 108 spørgsmål og en anden sektion, hvori Buddha som svar laver en liste af 108 padas = skridt tit oversat statements. Forvirringen over ordet pada i Lankavataraen kommer af, at ordet egentlig betyder fod, der har inspireret til, at mange templer har 108 trin op til hovedtemplet.

I nogle buddhistskoler tror man, at der er 108 følelser.

Ifølge Bhante Gunaratana kommer man frem til dette nummer ved at gange de 6 sanser, smags-, lugte-, føle-, og høresansen, synet og sindet, der er anset som den 6. sans.

med 3 muligheder for oplevelser om det er nydelse, lidelse eller neutralt.

med 2 mulige synsvinkler, nemlig intern eller ekstern.

med 3 mulige tider afhængig af om det er i nutid, fortid eller fremtid.

6 × 3 × 2 × 3 = 108 forskellige følelser.

Zenpræster bærer en bedering, deres juzu rundt om håndledet, som består af 108 perler. I Japan ved afslutningen af året bliver klokken i buddhisttemplerne ringet på 108 gange for at afslutte det gamle år og byde det nye år velkomment. Hvert ring repræsenterer ifølge dem en af de 108 fristelser hvert mennesker skal overkomme for at opnå nirvana.

‘The mind is everything. What you think, you become!’
Buddha

Vores viden om Siddharta Gautama, den historiske Buddha bygger på legender, hvoraf indholdet er af ringe historisk, men stor religiøs og symbolsk værdi. Buddha betyder bevidst, vågnet eller oplyst og beskriver egentlig en tilstand vi alle kan opnå.
Buddha blev født i Lumbini i det nuværende Nepal tæt på grænsen til Indien omkring 560 f.Kr og bar adelsnavnet Gautama. Forældrene var kong Suddhodhana og dronning Maya. Ved fødslen spåede hindupræster, at Buddha enten skulle blive verdenshersker, hvis han valgte at leve som konge eller verdensfrelser (buddha), hvis han forsagede verden. Moren døde, da han var 7 dage gammel og Siddharta levede en beskyttet barndom i stor rigdom. Kong Suddhodhana ønskede, at sønnen måtte blive verdenshersker og afskar ham fra de ting fra virkeligheden, som kunne få ham til at trække sig tilbage fra livet.

Askese
29 år gammel så Buddha for første gang en olding og senere en syg og så en død mand. Han indså derved, at det liv, han hidtil havde levet, var en illusion, og at det virkelige liv var fuld af lidelse. Da han også mødte en munk, besluttede han, at han ligesom munken ville praktisere strenge bodsøvelser og askese. Gennem seks år boede Buddha i skoven og spiste i perioder kun ét riskorn om dagen; til sidst besvimede han af træthed. Dette førte til erkendelsen af, at hverken den totale begærsopfyldelse, som han havde fået i sin fars palads, eller den totale forsagelse, som dannede grundlag for askesen, var vejen til frelse. Det var derimod den gyldne middelvej.

Oplysning
Som 35-årig besluttede Buddha at meditere i Bodhgaya i skyggen af et boddhi-træ, indtil han nåede den fuldkomne oplysning. Han erkendte sine tidligere liv, årsagskæden (derfor medbringer munkene et reb) og gennemskuede årsag/virkning med sin nuværende situation som et resultat af fortiden. Dette skete ved fuldmåne i februar for 2557 år siden og bliver fejret som Thailands vigtigste helligdag i løbet af året kaldet Buddha day, se her

Efter moksha/oplysningen drog Buddha rundt i Nordindien og forkyndte sin lære, Dharma:

Han sagde mange kloge ting, som fx:

No one saves us but ourselves. No one can and no one may. We ourselves must walk the path.

Thousands of candles can be lighted from a single candle, and the life of the candle will not be shortened. Happiness never decreases by being shared.

skildpadden er et helligt dyr i flere kulturer
i de gamle hellige skrifter, Vedaerne er skildpadden, Kurma guden Vishnus 2. inkarnation.

læs eventyret om, hvordan Vishnu tar form som Kurma og redder jorden fra at gå under her

skildpadden er et helligt dyr blandt mayaerne, hvor der er fundet forskellige figurer og statuer af jorden, der skabes ud/af skildpaddeskjoldet. 28 forskellige mayasprog har alle et ord for Atlantis, som de også kalder turtle island.

i kinesisk filosofi om yin og yang er skildpadden det mest ekstreme yin, der findes.
yin er det langsomme, rolige, kolde og kvindelige aspekt, hvor skildpadden har et langsommere åndedræt og lever længere end nogen anden på landjorden.

skildpadden er ikke til at stresse, men er nede i omdrejninger pga sin langsomme vejrtrækning, måske en gang hver anden time – at den så samtidig kan trække sig ind i sit skjold og således lukke verden ude, gør kurmasana/skildpadden til en af de vigtigste asanas anvendt i forbindelse med yogaens 5. trin, pratyahara, kontrol over sanserne…

(hvilket denne lille skildpadde ser ud til at ha svært ved, da den blev kildet med en tandbørste ;o)

trods sit langsomme tempo vinder skildpadden alligevel væddeløbet med haren; noget der er lavet mange tegnefilm om…:-)

her en lille historie om skildpaddefamilien på skovtur:

A turtle family went on a picnic. The turtles, being naturally slow about things, took seven years to prepare for their outings. Finally the turtle family left home looking for a suitable place. During the second year of their journey they found it. For about six months they cleaned up the area, unpacked the picnic basket, and completed the arrangements.

Then they discovered they had forgotten to bring salt. A picnic without salt would be a disaster, they all agreed. After a lengthy discussion, the youngest turtle was chosen to retrieve the salt from home. Although he was the fastest of the slow moving turtles, the little turtle whined, cried and wobbled in his shell.

He agreed to go on one condition: that no one would eat until he returned. The family consented and the little turtle left.

Three years passed— and the little turtle had not returned. Five years..six years.. Then in the seventh year of his absence, the oldest turtle could no longer contain his hunger. He announced that he was going to eat and began to unwrap a sandwich.

At that point the little turtle suddenly popped out from behind a tree shouting, “SEE I knew you wouldn’t wait. Now I am not going to go get the salt.”

Many of us waste our lives waiting for people to live up to our expectations of them. We are so concerned about what others are doing that we don’t do anything ourselves…

I går på vores ugentlige udflugt ville skæbnen, at vi kom forbi et kinesisk buddhisttempel og da det netop var Buddhas dag dagen før, valgte vi at stoppe op og vise de lokale guder vores respekt.
Her viste det sig, at der var flere templer, hvor et af dem var dedikeret til modergudinden på kinesisk kaldet, Biàncáitiān

I Thailand bliver vi mindet om modergudinden mere end nogen andre steder – สวดี, sawasdee eller sawadee med håndfladerne samlet og bøjet hoved er en respektfuld hilsen her a la namaste i Indien, hvor Sawadee kommer fra gudinden, Saraswati på thai Surasawadee สุรัสวดี.Saraswati er kendt som den beskyttende gudinde i det buddhistiske pantheon, hende som skal passe på Buddha’s lære ved at forsvare og hjælpe dem, der lever/praktiserer deres dharma (kald). Saraswati er en prominent figur mellem de buddhistiske ikoner, hvor hun ses som kone til Manjushri.

Saraswati er afbildet som en vidunderlig smuk kvinde for at legemliggøre conceptet af viden, som uimodståeligt tiltrækkende. Hun har 4 arme med en ting i hver hånd: en mala, der symboliserer oplysthed gennem meditation, en bog, hvor hun står for den guddommelige energi bag alt skriftligt materiale. Vandkrukken, hvor vandet står for frugtbarhed og musikinstrumentet, hvor hun er den guddommelige energi materialiseret i al musik. Hun bærer en kridhvid sari, sidder på en hvid lotusblomst med en hvid svane ved fødderne. Hvid står for renhed og oplysning.

Saraswati, på sanskrit सरस्वती, er hindugudinde for viden, musik, bevidsthed, kunst og natur. Hun er en del af treenigheden Saraswati, Lakshmi og Parvati. Alle tre forme hjælper treenigheden Brahma, Vishnu og Shiva i skabelsen, vedligeholdelsen og ødelæggelsen af universet.

Hun er kendt på burmesisk som Thurathadi, på kinesisk Biàncáitiān (辯才天) og på japansk Benzaiten (弁才天/弁財天)

gudinde for visdom, musik og alt det, der flyder
I Rigveda er Saraswati både en flod såvel som dens personificering i en gudinde. I den yngste del af Vedaerne begynder hun at miste sin status som flod/vand-gudinde og bliver efterhånden mere associeret med litteratur, kunst og musik.

På Telugu sproget er Sarasvati kendt som Chaduvula Thalli (చదువుల తల్లి), Sharada (శారద). På Konkani blir hun refereret til som Sharada, Veenapani, Pustaka dharini, Vidyadayini. I Karnataka varierer hendes navn med Sharade, Sharadamba, Vani, Veenapani og på tamilsk er hun også kendt som Kalaimagal (கலைமகள்), Kalaivaani (கலைவாணி), Vaani (வாணி), Bharathi. Sharada betyder den, der elsker efterår, Veena pustaka dharani oversættes med den, der holder bøger og et strenginstrument, Veena, mens Vaakdevi, Vagdevi, Vani alle betyder tale.

Saraswati har ifølge historien givet os talens brug, sproget og musikken, der flyder – nada betyder lyd men også strøm og vibration. Saraswati holder en bog i hånden og ses som Vedaernes mor, hvorfor vediske klasser ofte starter med bønner kaldet ‘Saraswati Vandana’ dedikeret til hende.

Saraswati er en af modergudinderne, der derfor er tilbedt som Maa og ikke devi. Hun er den eneste, der nævnes i den traditionelle indledende bøn i yogatimen, Gajananam, som Saraswati Bhagavati – dvs. her er hun tituleret med Bhagavati, der er den fineste betegnelse for gudinde.

Hun er en af vores allerførste guder og hun er fundet over hele Asien, som fx Saraswati templet i Ubud på Bali eller som hun kaldes på japansk Benzaiten med flere templer i Japan dedikeret til hende, hvor hun altid er afbildet med strenginstrumentet veena/koto på japansk.

Ved Saraswatis fødselsdag og i festivallen, Navaratri, der kan oversættes direkte til 9 nætter, bæres bøger og alle musikinstumenter frem og lægges i en ceremoni ved solopgang foran gudinden ved recitation af særlige mantraer/bønner og tilbedelse. Disse dage må man hverken studere eller være kreativ med sin musik/kunst, da gudinden er i gang med at velsigne bøger og instrumenter.

Akademikere og lærde tillægger Saraswati større betydning end nogen andre og højere uddannede tror, at Saraswati er den eneste som kan frigøre deres sjæl og gi dem ‘moksha’ = oplysning.