Blog Image

yogiliv

min yoga

yoga er for mig en måde at leve på, spise på, sove på, trække vejret på - yoga er at mærke mig selv og opleve nuet mere bevidst både på og udenfor yogamåtten, hvad jeg så end måtte lave!

yogini retreat

på yoga retreat Posted on Sun, May 11, 2014 21:57:50

tak for fine feedbacks om weekendens yogini-retreat med bl.a. rasul som ansigtsmaske på programmet:

(pga. weekendens billeder fortrolige, er dette her lånt )

“Tusind tak for en dejlig yoga-weekend – jeg nød hver en lektion og ikke mindst vores ophold i Romerbadet med dejlig mudder og saunaen med en form for saunagus!!!
Villa Fjordhøj er et fantastisk sted og perfekt til yoga-retreat.
Kunne godt finde på selv at tage derned med forkælelse for øje…
KH
HG”

der er stadig plads på næste retreat ved midsommer fredag den 20. – søndag den 22.juni
– et minikurophold (KUN for kvinder) på villa fjordhøj –
mere HER



de 5 tibetanere

på yoga retreat Posted on Wed, May 07, 2014 17:40:06

gennem vinterens 3 måneders yogaferie dyrkede vi de 5 tibetanere hver eneste morgen – se billeder ved den sidste morgenyoga i vandkanten fra årets retreat på paradis-øen phangan i Thailand HER

uanset baggrund og niveau kan ALLE deltage og efter nogle få dage mærker ALLE en effekt…konditionen øges, smidigheden vokser og for hver dag bliver vi stærkere…

de 5 tibetanere er et fantastisk program bestående af 5 dynamiske yogaøvelser, hvor målet er at komme op på 21 af hver…

jeg har sat programmet op på en PDF med billeder og tekst, som er let af downloade og printe ud her



det arabiske nu

mit yogiliv Posted on Wed, April 30, 2014 20:02:35

hjemme igen i det dejlige blomstrende forår…

forårets familieudflugt førte til kunstmuseet Louisiana, hvis aktuelle udstilling blandt andet består af det arabiske nu.

ved ankomsten til den arabiske udstilling blev man mødt af et kæmpe verdenskort, der viser, hvor stor en del af kloden, der tilhører den arabiske verden med intet mindre end 24 lande, som taler samme sprog.

her var flere interessante ting, bl.a. forskellige araberes bud på, hvad det vil sige at være arabisk…

men bagefter besøget var der særlig én ting, som havde gjort et indtryk.

et citat formet i aluminium og belyst, så det fremstår som et neonskilt.

som ligeså godt ku ha været taget fra mine yogabøger eller udtalt af en yogi:

“Jeg har brug for en pause for at vælge, hvilken vej jeg skal gå”
MANAL AL DOWAYAN (SAUDI-ARABIEN), 2011



eat healthy – think better

yogisk kost Posted on Wed, April 23, 2014 18:55:01

vi yogier mærker måske mere end nogen, hvordan maden påvirker os med stivhed og uro i både krop og sind.

i yogibrevkassen præsenterer jeg hver måned en grøntsag, frugt eller et krydderi, som inspiration til en sundere kost…

rigtig mad med sunde gode råvarer er en af de absolut vigtigste grundsten i et yogisk liv!

og som der står mange steder i indien – eat healthy, think better!

mine damer og herrer…må jeg præsentere… månedens urt:

ASPARGES Asparagus officinalis
hvor det latinske navn, officinalis, hentyder til dens tidligere anvendelse som lægeplante. Asparges er en fremragende kilde til glutathion, en antioxidant, som i alvorlig grad mangler ved alle former for stær og virker samtidigt stærkt kræft-hæmmende. Glutathion kan uskadeliggøre mindst 30 kræftfremkaldende stoffer.

således fungerer de fleste grøntsager, frugter og urter som medicin.

læs mere om asparges her
(appetitvækker fra min urtebog: balance med urter – en yogis husapotek)



churning the ocean of milk

eventyr og gudehistorier Posted on Wed, April 16, 2014 14:10:46

De fleste hinduer kender historien ‘Churning the ocean of milk’, der beskriver kampen mellem det onde og det gode. Mandhara bjerget symboliserer manu = sindet og dhara = koncentration kendt fra yogaens 6. trin, dharana. Bølgerne symboliserer som altid tankerne og den store slange, Vasuki, står for begæret, som kontrolleres og i fællesskab bliver brugt til at kærne havet af både asuraerne (dæmonerne) og devaerne (halv-guderne).

Engang, da asuraerne kæmpede imod devaerne, var devaerne ved at tabe og henvendte sig til Brahma for hjælp. Brahma fortalte dem, at de skulle spørge Vishnu …
Vishnu fortalte devaerne, at de måtte prøve at kærne mælkeoceanet – churning the ocean of milk, som er en kendt historie indenfor hinduismen – for at skaffe Amrita, som på dansk er bedre kendt som ambrosia, den guddommelig nektar, der gør guderne udødelige. Til det formål måtte de først smide forskellige urter og planter i mælkeoceanet og derefter kærne havet ved hjælp af Mandharabjerget og slangekongen Vasuki.

Devaerne skyndte sig straks til oceanet og med Vishnus hjælp brugte de bjerget som kærnestav og slangekongen Vasuki som reb, men de måtte snart sande, at de ikke kunne kærne oceanet selv og havde brug for hjælp. Vishnu fortalte dem, at de blev nødt til at søge hjælp hos asuraerne, og at de måtte være forsigtige, men Vishnu forsikrede dem om, at asuraerne ikke ville få fat i amritten.

Slangekongen Vasuki snoede sig rundt om Mandharabjerget og devaerne tog fat om dens hale, mens asuraerne tog fat om dens hovedende. De prøvede så sammen at kærne, men det endte med, at bjerget sank til bunds i oceanet. Derfor tog Vishnu form som skildpadden Kurma, der støttede bjerget på dens skjold, så devaerne og asuraerne kunne begynde at kærne oceanet igen.

Efterhånden som de kærnede, opstod der først gift fra oceanet. Devaerne bad Shiva om hjælp, og Shiva tog giften og drak det hele for at redde verden fra giftens ondskab. Shivas kone Parvati holdt om hans hals, så han ikke kunne sluge giften. Derfor er Shiva ofte set afbildet med en blå hals og kaldes derfor også for ”Neelakanda”, der betyder den blåhalsede. Efter giften dukkede der rigdomme op fra havet – juveler, guld, ønske-opfyldende ko og selveste gudinden Laksmi, som Vishnu tog til hustru, men det stoppede ikke devaerne og asuraerne med at kærne videre.

Asuraerne stjal ambrosiaen i samme øjeblik den kom til syne. Da Vishnu så dette, tog han form som en forførende smuk kvinde kaldet Mohini. Uden at ane Vishnu var Mohini, blev asuraerne helt betaget og bad hende om at skænke ambrosia op til dem.

For at gøre dette stillede Mohini et krav, der lød, at de ikke måtte stille spørgsmål til hendes handling, hvad end det måtte være. Asuraerne accepterede hendes krav, da de stadig var fortryllet af Mohinis charme og skønhed.

Mohini beordrede dem til at gå i bad og derefter stille sig op i en kø. Devaerne blev også beordret til at stille sig op i en kø. Derefter begyndte Mohini først at servere ambrosia til devaerne.

Asuraerne blev utilpas, men de forblev stille, da de havde lovet ikke at stille spørgsmål til Mohinis handlinger. Da den sidste deva havde fået ambrosia, var der ikke mere tilbage til asuraerne.

Derefter forvandlede Mohini sig til Vishnu, og det gik nu op for asuraerne, at de var blevet snydt. De krævede af Vishnu deres andel af ambrosiaen, men Vishnu smilede bare af dem og fløj væk på ørnen Garuda.

Asuraerne begyndte derefter at angribe devaerne, men devaerne havde genvundet deres oprindelige styrke, så de sejrede over asuraerne, som blev nødt til at flygte.

På Brahmas anmodning stoppede Indra fjendtlighederne og tog tilbage til sine riger med devaerne.

På den måde genoplivede og genoprettede Gud den tabte styrke af dem, der var retfærdige og som søgte tilflugt i ham, og pacificerede dem, der var aggressive og uretfærdige og som ikke troede på ham.

Churning the ocean of milk er afbildet overalt i Angkor Wat, hvor de mange broer over voldgravene ind til de enkelte templer ved ankomst forestiller asuraer på højre og devaer på venstre hånd af broen. Alle trækker i slangen og pisker havet ind mod midten, templet, der symboliserer Mandhara bjerget, også kaldet Meru, der anses for at være centeret for alle universer og hvorfra guderne stammer.

Selv i Bangkoks nye lufthavn har de opført en kæmpe skulptur, der forestiller churning the ocean of milk, så buddhisterne må åbenbart også kende til historien…



angkor wat

mit yogiliv Posted on Wed, April 09, 2014 14:57:38

Jeg har tilbragt den sidste måned på udkig efter nye thailandske yogaferiesteder, men da mit visum udløb, blev jeg nødt til at forlade Thailand og valgte at rejse østpå til nabolandet Cambodja. Her fik jeg samtidig mulighed for at opfylde en af mine drømme – at opleve tempelbyen Angkor Wat, der er bygget midt i regnskoven og bl.a. skabte rammerne for Tombraider med Angelina Jolie i hovedrollen.
Tempelbyen har fået navnet fra wat, der betyder tempel og byens navn Angkor, der ligger i Cambodja nogle få kilometer nord for den moderne by Siem Reap. Templet blev bygget til kong Suryavarman den 2. i begyndelsen af det 12. århundrede omgivet af en 200 meter bred vandgrav, hvor hovedstaden lå udenom bestående af nu forsvundne træbygninger. Som det bedst bevarede tempel i området er det det eneste tempel, der har bibeholdt sin religiøse betydning op til vores dage, først som hinduistisk tempel dedikeret til Vishnu og siden brugt af munkene, som buddhisttempel. Templet anses for det arkitektoniske højdepunkt i den klassiske khmerkultur.

Udover Buddha er Vishnu den mest afbildede gud på reliefferne, oftest set flyvende på ørnen Garuda. Allerede når man ankommer til hovedindgangen ad Nagabroen, der er 200 meter lang og 12 meter bred, opdager man, at templet oprindeligt har rødder i hinduismen. Naga betyder slange, som er en vigtig symbolsk figur i hindueventyrene og den findes i skulpturer overalt på broen afbildet med mindst 5 hoveder – det samme gælder inde i templet, hvor den danner en ‘paraply’ over hovedet på mange af de fine buddhastatuer.

Angkor Wat kombinerer to grundformer af khmertempler: tempelbjerget og det senere galleritempel. Tempelbjerget er designet til at repræsentere bjerget Meru, der er hjemsted for guddommene i hinduismen. Inden for en voldgrav og en ydre mur på 3,6 km er der tre gallerier, der hver især er hævet over det forrige med fem store tårne i et kryds i centrum. Templet er i modsætning til de fleste andre templer i området vendt mod vest, og betydningen heraf er ikke klar. En teori om årsagen er, at templet var et mausoleum, mens en anden forklaring er, at templet var indviet til Vishnu.

Templet er beundret for sin storslåethed og harmoni i dets arkitektur samt de omfattende basrelieffer udsmykket med religiøse fortællinger og talrige devaer (venlige guddomme), asuraer (dæmoniske guddomme) og apsaraer (nymfer).

Det største galleri er et to meter højt og sammenlagt 1000m2 stort sandstensrelief i den ydre korridor, der omgiver selve tempelbjerget. Her er det en fordel at ha styr på det hinduistiske pantheon, da de fleste hinduguder er præsenteret lige fra Shiva, der mediterer på en bjergtop eller senere afbildet sammen med sin familie Parvati og elefantguden Ganesha, ørnen Garuda, abekongen Hanuman og Ramas kone, Sita, der er blevet forført af dæmonen Ravana forklædt som en hjort, som Rama dræber med sin bue og pil. Der er flere eventyr med Krishna, bl.a. hvor han løfter bjerget Govardhana op, så bønder og hyrder kan finde ly for uvejret. Indra, som er guden over himlen, kommer på sin elefant, mens Yama, dødsguden, kommer ridende på en bøffel og viser med sine mange arme, at han er overordnet dommer over de 32 helveder og 37 himler illustreret på 60 meter gennem den vestlige korridor.

Angkor wat er med sine 400km2 det største religiøse tempelkompleks i hele verden. Cambodja bruger templet som symbol for landet. Det optræder i landets flag og er landets største turistattraktion.



Rama

eventyr og gudehistorier Posted on Wed, April 02, 2014 14:32:27

den nuværende thailandske kong Rama IX, the Great Kong Bhumibol Adulyadej slår rekorden over alle thailandske og snart verdens regenter og har regeret 68 år i år!

han ville sikkert gerne med sine 86 år snart abdicere, men da hans ældste søn ikke lever op til thaiernes krav som tronarving og selvom hans ældste datter er både dygtig og populær som arvtager, ville det være næsten utænkeligt, at landet blev regeret af en kvinde – og da hun jo ikke ku fortsætte som Rama X, ville spørgsmålet også opstå, hvad man skulle kalde hende, så hun stadig ku bevare sin gudestatus og holde traditionen i hævd…?

Rama er egentlig en hindugud, den 7.inkarnation af Vishnu og hovedpersonen i det episke skrift Ramayana.
Rama er næsten altid tituleret Lord Rama eller Sri Rama og mange kender ham sikkert fra mantraet ‘Hari Krishna Hari Rama’, som hari krishna munkene synger.

de sidste 9 konger i Thailand er refereret til som kong Rama efterfulgt af et romertal, hvor den nuværende kong Bhumipol er Rama IX.

den eneste konge, der imidlertid har kaldt sig Rama var Phra Mongkutklao eller Kong Vajiravudh, den 6. i rækkefølgen.
kongen studerede som ung en periode i England, så det ville være nærliggende at tro, at han har været påvirket af den europæiske tradition med nummerering af kongerne.

dette passede samtidig fint sammen med thaiernes opfattelse af, at kongen var hellig med nærmest guddommelig status og man derfor ikke måtte nævne hans navn.

da kong Buddha Yodfa Chulaloke grundlagde dynastiet, blev han generelt omtalt som Phan Din Ton, แผ่นดินต้น, der kan oversættes som ‘den første regent’.

da hans søn overtog tronen, blev han refereret til som Phan Din Klang, แผ่นดินกลาง direkte oversat ‘den mellemste regent’.

denne nomenklatur blev dog allerede upraktisk, da dennes søn prins Jessadabodin (kong Nangklao) blev den 3. konge i rækkefølgen og den efterfølgende titel ville have været Phan Din Plai, แผ่นดินปลาย direkte oversat ‘den sidste regent’ – hvilket jo ikke giver de største fremtidsudsigter… 🙂

men selvom det først er kong Vajiravudh, der har kaldt sig selv Rama VI, har der været konger i Ayutthaya- og Thonburi-perioderne, som officielt anvendte regeringsnavnet Ramathibodi, Rama + Athi + Bodi oversat Rama store bevidsthed.

selv kongernes by og landets gamle hovedstads navn, Ayutthya er lånt fra det hellige skrift Ramayana, hvori Ramas by hedder Ayodhya.

de fleste tidlige konger er refereret til af historikerne med titler fremfor navne. flere navne er selv den dag i dag ukendte, da det heller ikke var almindeligt at nævne kongen ved navn, mens han levede. desværre er man i tvivl om titlerne, da guldpladerne med hver konges titel indskrevet, som det meste gik tabt i 1767, da burmeserne stormede hovedstaden og ødelagde 90 % af den historiske gamle kongeby, Ayutthaya.

øen Koh Pha Ngan har været et af kongernes favoritsteder, hvor flere af de forskellige kong Rama har besøgt øens vandfald og fået indskrevet deres initialer i klipperne.

dette sted har vi indimellem brugt som mål, når vi har vandret op langs vandfaldet på udflugt til østkysten. Rama den V. hentede her vand ved den hellige kilde og besøgte stedet hele 14 gange og den nuværende konge har også været forbi flere gange…

Chakri kongerne af Thailand:

Rama I, the Great (1782–1809), Buddha Yodfa Chulaloke (27 år)

Rama II (1809–1824), Buddha Loetla Nabhalai (15 år)

Rama III (1824–1851), Nangklao (27 år)

Rama IV (1851–1868), Mongkut (17 år)

Rama V, the Great, (1868–1910), Chulalongkorn (42 år)

Rama VI (1910–1925), Vajiravudh (15 år)

Rama VII (1925–1935), Prajadhipok (10 år)

Rama VIII (1935–1946), Ananda Mahidol (11 år)



« PreviousNext »