Blog Image

yogiliv

min yoga

yoga er for mig en måde at leve på, spise på, sove på, trække vejret på - yoga er at mærke mig selv og opleve nuet mere bevidst både på og udenfor yogamåtten, hvad jeg så end måtte lave!

selvforkælelse

på yoga retreat Posted on Sun, June 22, 2014 16:01:23

Selvforkælelse
Villa Fjordhøj er et lille charmerende kursted beliggende lige ned til skælskør fjord. Her tilbringer vi flere weekender om året, hvor vi kombinerer en masse meditativ yoga med husets spa faciliteter – en udmærket kombination;-)

Lørdag formiddag efter den skønneste brunch er der workshop på programmet, der starter i templet, hvor yogaundervisningen også finder sted. Første del af workshoppen består af en kort gennemgang af yogaens træ og de 8 trin med særligt fokus på det 2.trin, niyamas og saucha, der kan oversættes som renhed.

Efter lidt information om ayurvedaens syn på detox mødes vi i romerbadet, som er et smukt rum med blå kakler på både gulv, væg og loft med god plads til at hygge sig i liggestole med en rar belysning af stearinlys overalt…
I romerbadet holdes temperaturen konstant ved, at der jævntligt kommer damp ud, så det føles behageligt med max 38 grader og fugtig luft, så man slapper af…

Med sauna helt nede ved vandet, er det oplagt med en dukkert i den rene fjord. Naboerne er vant til lidt af hvert, da fjordhøj tit huser forskellige velværeworkshops med kvinder i evakostume smurt ind i mudder, som kommer løbende ud af saunaen og hopper i vandet fra fjordhøjs egen badebro.
Tanken bliver mindre fjern, ikke mindst efter at ha svedt igennem i saunaen med pebermynte som dagens aromaterapi.

Sidste workshop i juni lavede vi mudderbad af rasul, mens vi i denne weekend valgte kikærtepeeling, som jeg i sin tid lærte i min første ashram i Indien.

Masken er særlig god til fedtet og uren hud, og kikærteblandingen er nok det bedste, man kan bruge efter en ayuvedisk massage. Her drypper man stadig af at være smurt ind i olie, som bagefter helst skal ha lov til at trænge ind og virke, istedet for blot at blive vasket af.
I den forbindelse må man ikke anvende sæbe, men kan med stor fordel istedet anvende kikærter, der fjerner overflødig olie og efterlader huden ren og blød.

Elverbadet (som ses på billedet) er et meget stort trækar, der står i den smukke have ude under åben himmel, hvilket indbyder til yogisamvær og stille meditation under stjernerne – tit bliver det sidste punkt på dagens program, inden vi går i seng efter en skøn dag i selvforkælelsens tegn…



skyerne letter

på yoga retreat Posted on Fri, May 23, 2014 22:44:06

tidlig morgen med solens sidste rødlige nuancer i baggrunden står vi op til morgenyoga…

san salvador klostret er bygget i godt 500 meters højde på toppen af et bjerg med den skønneste udsigt 360 grader rundt helt ud til havet og helt op til bjergene med grøn pinjeskov så langt øjet rækker.

pga al vegetationen er det ikke usædvanligt bjerget er dækket af fugtige lavtliggende skyer, der skaber en helt særlig stemning, når vi dyrker yoga udenfor og mediterer tidlig morgen i solopgangen.

med ryggen op ad bjerget ude på meditativ morgenvandring eller til morgenyoga oppe på klostrets tag oplever vi solen står op i øst mod havet og hvordan skyerne smyger sig op ad bjergvæggen og nærmest kærtegner pinjetræerne.

de eneste lyde vi kan høre er fårenes klokker og morgenens første fugle…

efterhånden som solen får mere magt, smelter skyerne langsomt væk og lyset med den blå himmel giver nu en helt anden stemning…

udsigten fra san salvador er ubeskrivelig, en udsigt, de fleste kommer op af bjerget for at nyde på et lille stop i løbet af dagen.

med denne vidunderlige udsigt har vi mediteret og dyrket yoga i snart en uge – vi behøver blot at kigge ud af vores vinduer for at mærke vi er på et magisk sted…
(hvilket jeg har taget et par billeder af, som snart kommer op på galleriet)

et meditativt retreat her på san salvadorklostret føles som rekreation for både krop og sjæl.



yogini retreat

på yoga retreat Posted on Sun, May 11, 2014 21:57:50

tak for fine feedbacks om weekendens yogini-retreat med bl.a. rasul som ansigtsmaske på programmet:

(pga. weekendens billeder fortrolige, er dette her lånt )

“Tusind tak for en dejlig yoga-weekend – jeg nød hver en lektion og ikke mindst vores ophold i Romerbadet med dejlig mudder og saunaen med en form for saunagus!!!
Villa Fjordhøj er et fantastisk sted og perfekt til yoga-retreat.
Kunne godt finde på selv at tage derned med forkælelse for øje…
KH
HG”

der er stadig plads på næste retreat ved midsommer fredag den 20. – søndag den 22.juni
– et minikurophold (KUN for kvinder) på villa fjordhøj –
mere HER



de 5 tibetanere

på yoga retreat Posted on Wed, May 07, 2014 17:40:06

gennem vinterens 3 måneders yogaferie dyrkede vi de 5 tibetanere hver eneste morgen – se billeder ved den sidste morgenyoga i vandkanten fra årets retreat på paradis-øen phangan i Thailand HER

uanset baggrund og niveau kan ALLE deltage og efter nogle få dage mærker ALLE en effekt…konditionen øges, smidigheden vokser og for hver dag bliver vi stærkere…

de 5 tibetanere er et fantastisk program bestående af 5 dynamiske yogaøvelser, hvor målet er at komme op på 21 af hver…

jeg har sat programmet op på en PDF med billeder og tekst, som er let af downloade og printe ud her



meditation i regnskoven

på yoga retreat Posted on Thu, February 20, 2014 13:58:06

Pha ngan er Thailands 5. største ø og har fået sit navn pga dens usædvanlige topografi, da øen er delt op i to, hvor vestkysten består af lavland med sandbanker, der på den lokale dialekt hedder ngan. Her bor de fleste af øens indbyggere, mens østkysten består af jungle og ufremkommelige høje klipper med idylliske bugter, ikke mindst vores dejlige strand, bottle beach, hvor vi har holdt yogaretreats de sidste fem år i træk.

Phangan er dækket af mere end 80 km2 regnskov, da mere end halvdelen er øen er fredet nationalpark med en fantastisk diversitet af både planter og dyr. Vores bugt ligger midt inde i denne nationalpark omgivet af tæt regnskov til alle sider, så man bliver nødt til at sejle for at komme hertil.
på dette billede ses bottle oppefra, hvor det orange kryds viser vores yogasted på resortets tag ved vandet. Hvis man kigger godt efter, kan man på modsatte side af bugten næsten helt oppe ved bjergryggen se et bart område, der er en stor klippe midt i alt det grønne – det er her vi går op og mediterer til solopgangen, og hvorfra de næste billeder er taget…

Bugten har fået navnet khoad, som er thai for flaske – årsagen til kælenavnet bottle er, fordi bugten er særlig dyb og formet som en flaske med en flod som flaskehals, hvilket man kan se, hvis man kravler op og ser den oppefra. På begge sider af bugten er stier gennem regnskoven op ad bjergene til nabobugterne, hvortil man kan gå eller rettere klatre på 2-3 timer.

I går vandrede vi en halv time op ad bjerget og satte os på nogle af de store klipper omgivet af tæt vegetation. Vi havde oplevet solopgangens første stråler på vejen op og ku nu nyde en vidunderlig udsigt udover den vibrerende regnskov med alle mulige eksotiske lyde.

Denne gang var vi heldige og aberne kom forbi, måske fordi Gitte tog sin medbragte banan frem…? Tidligere har vi fra samme klippe forsøgt at lokke aberne med en af deres yndlingsfrugter, pomelo og de har larmende vist, at de holdt øje med os, men dog på afstand. Denne gang kom de tæt på men blev dog oppe i trækronerne ca 20 meter væk…

Her er flere slags aber, mange forskellige fugle og vilde dyr. Vi er næsten blevet vant til at ha lyden af kolibrier, beostære og selv paradisfugle i baggrunden, når vi dyrker yoga og kan efterhånden genkende mange forskellige fuglelyde, men det er sikkert godt, at vi ikke opdager alle de andre dyr, selvom man kan fornemme, at de er der… ;0)

Se mange fine billeder fra meditation i regnskoven og turen over bjerget til Bowies superlækre brunch i nabobugten, haad khom HER



fuldmåne på phangan

på yoga retreat Posted on Fri, February 14, 2014 14:44:23

Øen er siden 80’erne blevet mere og mere kendt for sine fuldmåneparties, som finder sted på modsatte side af øen. Normalt er vores bugt på nordkysten, bottle beach i den forbindelse særlig stille, men ikke på denne helt specielle fuldmåne – Buddha day, hvor man erindrer Buddhas moksha – day of entlightenment i Bodhgaya under Boddhitræet, som da Buddha blev oplyst blomstrede usædvanligt ifølge historien…træet er der stadig 🙂 læs om dagen HER

Vi havde som sædvanlig været i gang med morgenyoga siden solopgang kl 7 og var kommet til dybdeafpændingen i sidste del af klassen. Der havde været en munk, der messede melodisk gennem de sidste 3 tibetanere, som nu var blevet stille og selvom vi måske nok havde fornemmet, at der var noget på færde, var vi ikke forberedt…

Vi var netop nået til ryggen og skuldrene, da der lød kæmpebrag med flere minutters affyrring af fyrværkeri. Jeg måtte vente med undervisningen så længe og der gik da osse lidt tid, inden dybdeafspændingen ku afsluttes med et smil.

Da vi kom ned fra vores yogatag, var der stadig ceremonier, hvor Buddhafiguren i hotellets spirithouse fik alkohol, rød sodavand, cigaretter, grisehoveder – gad vide, hvad Buddha havde sagt!! men heldigvis osse masser af røgelse og blomster med ekstra mange lotusser og chrysantemum og selv roser og nelliker, usædvanlige på disse kanter, hvor orkideer havde været for ordinært 🙂

Om aftenen fortsatte festlighederne, hvor thaierne skiftede fra det hvide (renhed) tøj, de havde haft på hele dagen til festtøj og der blev sat ild til rispapirlamper, som blev sendt stille afsted ud i den mørke aften og senere traditionel tempeldans med elegante kostumer og rituelle ceremonier helt ud i vandet. Dette skyldes, at det er vand gudinden, der passer på Buddhas lære – gudinden Saraswati på thai Sarasawadee, som er blevet til den thailandske hilsen sawadee eller indimellem stavet sawasdee af samme grund – læs mere i næste blogindlæg.

Hun er for det meste afbildet ved siden af en flod, som relaterer til hendes tidlige historie som flod gudinde og minder os om flow og at flyde med istedet for at knytte sig til og ‘hænge fast’ i hverken ting eller fortid.

Svanen ved hendes fødder symboliserer en hellig fugl, der ifølge legenden adskiller mælk fra vand, hvis man giver den en skål med begge dele blandet. Det betyder, at den kan adskille det ægte fra det uægte, fjerne mørket med lyset som er vores sande natur, omvende uvidenhed til viden og bevidsthed.

Pga hendes forhold til svanen, så kaldes hun også Hansvahini, hvor hans betyder svane og vahini kommer fra hende, der styrer sit køretøj = vahana. Svanen bringer viden og lys til spirituel oplysning.

Svanen ses som et ideelt selvrealiseret menneske, fordi den repræsenterer et detached/upåvirkeligt individ, da den er i vandet, men dens fjer er ikke våde. Hamsa er ordet på sanskrit for svane og hvis man vender om på stavelserne, så blir det til soham og lyden af dit eget åndedrag. Lyden af vejrtrækningen manifesteret i kroppen, som vi fysisk oplever den. Åndedrættet kan opleves som lyden, der bevæger kroppen, tryllerbinder sindet og skyller mørket/tankerne/larmen væk.

Dette var Buddhas mål – Buddha, der betyder den, der er vågnet op og noget, vi alle har frøet til.



yoga på stranden

på yoga retreat Posted on Thu, February 06, 2014 05:33:01

vi nyder de sidste dage i Varkala med masser af yoga igår morges helt nede ved vandkanten…
her er nogle billeder fra morgenyogaen i den stille solopgangsom får lov til at tale for sig selv…



« PreviousNext »