yogiliv

en milliard indere har i nat fejret Shivaratri, direkte oversat Shivas nat, som er den første nymåne efter det kinesiske nytår og årets eneste nat, hvor Shiva sover og vi derfor ikke må sove – mere om denne særlige nymåne HER

men i mangel på shivatempler tog vi op til det lokale buddhisttempel og viste de lokale guder respekt…
og senere op ad vestkysten for at meditere til solnedgangen…

se flere billeder fra dagens udflugt her

I aftes besøgte vi det lokale nogen siger endda to tusind år gamle Janardhana tempel.
Og det er blevet brugt hver eneste dag lige siden tidernes morgen, så luften er nærmest tyk af tro og tilbedelse gennem de mange mange år.

Hvert år rejser tusinder og nærmere millioner af pilgrimme til byen og op i det gamle tempel for at gennemgå en særlig ildceremoni, puja indeni templets hellige kerne, hvor kun hinduer må komme – dette er for at rense sig for gammel karma, og derefter fortsætte på bare fødder ned ad tempelgaden til tempelstranden, Papanasam, der direkte oversættes til stedet, hvor synderne skylles væk. Her må alle være med og jeg har flere gange deltaget og nydt vandets rensende effekt i de afsluttende ritualer helt ude i vandet.

Til de fleste større templer hører en tempelsø, hvor der bliver badet og vasket tøj dagen lang. Denne sø bliver mirakuløst forsynet med friskt vand fra kilderne, der fulgte med det hellige bjerg, som Hanuman bragte hjem fra Himalaya – læs om eventyret i mit blogindlæg Varkala

Som vi snakkede om på vejen ud, da vi stod og så på det mindst lisså gamle kæmpestore boddhitræ ved udgangen, så er det ikke som vores kirker noget de gør en sjælden gang i mellem, tværtimod!

At gå i tempel og deltage i den flere timer lange ceremoni er en almindelig ting at gøre i den indiske hverdag. Jeg kender flere i Varkala, som kommer her hver dag og de fleste lokale gør det hvis ikke hver dag så så tit om muligt og ihvertfald flere gange om ugen.I templet er høj musik med trommer og sang, hvor man forsøger at tryllebinde sindet med farvestrålende symbolske figurer af dæmoner, guder og fantasivæsner, lotus og bananblomster, ritualer, tusindvis af olielamper, sandeltræspaste med rosenvand til prik i panden og med uret rundt en del gange inkl alle de små sidetempler, osse slangens som vi alle respektfuldt bøjer hovedet for med hænderne samlet i namaste.

Slangen har givet navn til Keralas hovedstad, thiruvanandapuram, der direkte oversat betyder den lykkelige slanges by…her i landet holder man sig på god fod med slangerne.

Dette tempel er dedikeret til den modigste af alle guder Ayyappa. Der er 7 Ayyappatempler, en for hvert chakra som traditionen tro hvert år i januar valfartes til af mænd og piger under 8 og kvinder over 60 år, da Ayyappas styrke kommer af sin livslange kyskhed og han derfor ikke må komme i nærheden af frugtbare kvinder.

Ayyappa er søn af Vishnus eneste kvindelige inkarnation Mohini, der er en lidt hemmelig avatar lige efter Kurma, som forfører Shiva – ud af det kommer Ayyappa, osse kaldet Manikandan, fordi han bærer en juvel (mani) om halsen (kanda), da han som lille blir fundet på bredden ved Pampa floden af majarajaen, Rajashekhara, som tar ham til sig som sin søn.

Han vokser op på paladset med sin jævnaldrende bror. Ayyappas stedmor vil gøre alt for, at hendes egen søn bliver tronfølger. Hun lader som om hun er syg og får en læge til at ordinere tigermælk, noget hun ved er dødsens farligt at skaffe.

Alligevel går Ayyappa ud i junglen og kommer til alles store overraskelse tilbage ridende på en kæmpe tigermor med hendes tigerkillinger hoppende omkring…Dermed har Ayyappa bevist, at han ikke kun er den modigste mand, men ophøjet til gud…

ashram kan oversættes som et sted, hvor man arbejder med sig selv…

generelt er det et vegetarisk, religiøst fællesskab, hvor man står tidligt op og reciterer de hellige skrifter, chanter bhajans = synger Guds navn, mediterer, beder, dyrker yoga og tilbringer kortere eller længere perioder i stilhed uden nogen form for kommunikation inkl. øjenkontakt = mauna.

på denne yogaferie har vi foreløbig besøgt to ashrammer, nemlig sivananda vedanta center i kardemommebjergene, samt amritapuri med en af de få nulevende guruer, Amritananda.

Amma har bygget sin ashram samme sted, som hun blev født, midt i den grønne backwater, der med 13 etages høje lyserøde bygninger med tilhørende lyserød bro over floden lyser op midt i alt det grønne som en kæmpe candyfloss.

indenfor murene på et meget lille areal findes to restauranter (indisk og vesterlandsk), cafe, isbar, butikker med malaer (bedekæder), en kostald, en fin have, hvor vi indtog frokosten se billedet, tempel og værelser, hvor der bor flere tusind mennesker, såkaldte devotees.

flere billeder fra turen gennem backwater her

de lever og ånder for Amma, der 4 gange om ugen fylder templet til satsang = møde i sandhed, hvor der chantes, så hele salen gynger og hvor der lines op til at få et knus af guruen. dette fortsætter i timevis, hvor man en ad gangen kommer op på scenen hen til Amma og får et kram…noget hun kan blive ved med at gøre i mange mange timer…og stadig ligne en blomst.

mange oplever en forvandling efter blot et enkelt kram, ændrer kurs og dropper karrieren – flere rejser rundt efter Amma på snart det meste af jorden, hvor hun besøger sine disciple og spreder sine kærlige bølger.

Amma er lissom hare Krishna-munke en form for bhakti-yogier, hvor bhakti står for kærlighed og hengivenhed, man særligt oplever gennem sang.

ens for alle ashrammer er, at man er anstændigt klædt på med skuldre og knæ dækket, overholder cølibat samt rygning, spiritus, kød og fx hvidløg og andre opildnende krydderier er forbudt.