Hozoviotissa på græsk Παναγία Χοζοβιώτισσα er et ganske særligt kloster bygget midt på en lodret klippevæg – et must at opleve når man er på øen Amorgos!

Det skulle vi selvfølgelig også efter snart en hel uge med masser af yoga på denne smukke ø, så igår lejede vi to biler og tog på udflugt rundt på Amorgos, hvor vi kørte op og besøgte klostret.

Det blev en fantastisk tur op ad stien langs den lodrette bjergvæg med to ravne over hovedet og dybblå himmel og hav, så langt øjet rakte. Vi tændte et vokslys oppe i kapellet foran ikonet med den mørkøjede Maria og efter at ha været op og ned af mange trin i smalle lavloftede gange, endte vi i munkenes vistnok private køkken og spisestue, hvor vi blev budt på munkenes egen hjemmelavede nellike raki.

Til sådan et magisk sted hører selvfølgelig en historie, hvor den ene legende lyder sådan her:

Det var engang for mange år siden sandsynligvis helt tilbage i det 9.århundrede, da flere ikoner blev ødelagt i Jerusalem ganske få ikoner, der blev reddet bl.a. et med den mørkøjede Mary. Det var blevet flækket i to og smidt i havet af en klog kvinde.
Den ene halvdel landede på Patmos, hvor man byggede et kapel. Den anden for foden af profeten Elias bjerg på Amorgos. Et kapel blev også bygget her på denne strand, men i det 11.århundrede besluttede man at udvide kapellet til et kloster.

Øens gudsfrygtige og religiøse mænd var involverede i byggeriet og alle blev skræmte, da håndværkerne efter en del forsøg kom og fortalte, at man måtte opgive projektet. Hver morgen de kom tilbage på arbejde for at fortsætte byggeriet, var murene der var bygget dagen før revet ned!

Kort tid senere fandt en fårehyrde et værktøj 300 meter over havoverfladen hakket ind i en klippe og alle åndede lettet op, da man så det som et tegn fra Gud og som en velsignelse til at bygge klostret her.

Byggeriet tog de næste 80 år, hvor alle materialer blev transporteret op af bjerget. Klostret er bygget i 8 etager med en 40 meter høj ydermur og er højst 5 meter dybt, hvor man de fleste steder har brugt selve klippevæggen som væg.

Jeg tror, jeg taler på alle 7 yoginiers vegne, at turen op til dette særlige kloster var ligeså magisk en oplevelse, som det ser ud til på billederne – og der er mange flere på vej… 🙂

Et par dage senere…
Se flotte billeder fra vores yogaferie på den fantastiske ø i galleriet Connys Amorgos HER