I går på vores ugentlige udflugt ville skæbnen, at vi kom forbi et kinesisk buddhisttempel og da det netop var Buddhas dag dagen før, valgte vi at stoppe op og vise de lokale guder vores respekt.
Her viste det sig, at der var flere templer, hvor et af dem var dedikeret til modergudinden på kinesisk kaldet, Biàncáitiān
I Thailand bliver vi mindet om modergudinden mere end nogen andre steder – สวดี, sawasdee eller sawadee med håndfladerne samlet og bøjet hoved er en respektfuld hilsen her a la namaste i Indien, hvor Sawadee kommer fra gudinden, Saraswati på thai Surasawadee สุรัสวดี.
Saraswati er kendt som den beskyttende gudinde i det buddhistiske pantheon, hende som skal passe på Buddha’s lære ved at forsvare og hjælpe dem, der lever/praktiserer deres dharma (kald). Saraswati er en prominent figur mellem de buddhistiske ikoner, hvor hun ses som kone til Manjushri.
Saraswati er afbildet som en vidunderlig smuk kvinde for at legemliggøre conceptet af viden, som uimodståeligt tiltrækkende. Hun har 4 arme med en ting i hver hånd: en mala, der symboliserer oplysthed gennem meditation, en bog, hvor hun står for den guddommelige energi bag alt skriftligt materiale. Vandkrukken, hvor vandet står for frugtbarhed og musikinstrumentet, hvor hun er den guddommelige energi materialiseret i al musik. Hun bærer en kridhvid sari, sidder på en hvid lotusblomst med en hvid svane ved fødderne. Hvid står for renhed og oplysning.
Saraswati, på sanskrit सरस्वती, er hindugudinde for viden, musik, bevidsthed, kunst og natur. Hun er en del af treenigheden Saraswati, Lakshmi og Parvati. Alle tre forme hjælper treenigheden Brahma, Vishnu og Shiva i skabelsen, vedligeholdelsen og ødelæggelsen af universet.
Hun er kendt på burmesisk som Thurathadi, på kinesisk Biàncáitiān (辯才天) og på japansk Benzaiten (弁才天/弁財天)
gudinde for visdom, musik og alt det, der flyder
I Rigveda er Saraswati både en flod såvel som dens personificering i en gudinde. I den yngste del af Vedaerne begynder hun at miste sin status som flod/vand-gudinde og bliver efterhånden mere associeret med litteratur, kunst og musik.
På Telugu sproget er Sarasvati kendt som Chaduvula Thalli (చదువుల తల్లి), Sharada (శారద). På Konkani blir hun refereret til som Sharada, Veenapani, Pustaka dharini, Vidyadayini. I Karnataka varierer hendes navn med Sharade, Sharadamba, Vani, Veenapani og på tamilsk er hun også kendt som Kalaimagal (கலைமகள்), Kalaivaani (கலைவாணி), Vaani (வாணி), Bharathi. Sharada betyder den, der elsker efterår, Veena pustaka dharani oversættes med den, der holder bøger og et strenginstrument, Veena, mens Vaakdevi, Vagdevi, Vani alle betyder tale.
Saraswati har ifølge historien givet os talens brug, sproget og musikken, der flyder – nada betyder lyd men også strøm og vibration. Saraswati holder en bog i hånden og ses som Vedaernes mor, hvorfor vediske klasser ofte starter med bønner kaldet ‘Saraswati Vandana’ dedikeret til hende.
Saraswati er en af modergudinderne, der derfor er tilbedt som Maa og ikke devi. Hun er den eneste, der nævnes i den traditionelle indledende bøn i yogatimen, Gajananam, som Saraswati Bhagavati – dvs. her er hun tituleret med Bhagavati, der er den fineste betegnelse for gudinde.
Hun er en af vores allerførste guder og hun er fundet over hele Asien, som fx Saraswati templet i Ubud på Bali eller som hun kaldes på japansk Benzaiten med flere templer i Japan dedikeret til hende, hvor hun altid er afbildet med strenginstrumentet veena/koto på japansk.
Ved Saraswatis fødselsdag og i festivallen, Navaratri, der kan oversættes direkte til 9 nætter, bæres bøger og alle musikinstumenter frem og lægges i en ceremoni ved solopgang foran gudinden ved recitation af særlige mantraer/bønner og tilbedelse. Disse dage må man hverken studere eller være kreativ med sin musik/kunst, da gudinden er i gang med at velsigne bøger og instrumenter.
Akademikere og lærde tillægger Saraswati større betydning end nogen andre og højere uddannede tror, at Saraswati er den eneste som kan frigøre deres sjæl og gi dem ‘moksha’ = oplysning.
