sankt hans
er det fordanskede helgennavn for den hellige Johannes Døberen, hvis fødsel fandt sted seks måneder før Jesu fødsel (Lukas 1, 13,26) datoen kaldes derfor sankthansdag.
sankt hans eller midsommer har uden tvivl været den vigtigste af midsommerens fester i norden.
tidligere var det opfattelsen, at midsommernatten var fyldt med magiske naturkræfter, både onde og gode – alle urter og kilder var særligt hellige, og det var tradition at opsøge hellige kilder eller plukke helbredende urter på denne aften.
til sankthans var mange hellige kilders magiske helbredelseskraft stærkest, og folk valfartede til dem i kildetiden, som startede ved sankthans og sluttede den 2. juli.
sankt helene
ifølge sagnet var Helene en from skånsk pige, som blev overfaldet og dræbt af røvere.
da de havde kastet hendes lig i havet ved den svenske kyst, steg en stor klippeblok op fra havets dyb og bar Helenes legeme over havet, hvor det drev i land ved Tisvildeleje.
da lokale bønder og fiskere ville bære liget op over skrænten mod Tibirke Kirke for at give det en kristen begravelse, åbnede sig en slugt i skrænten for deres fødder. Betaget af synet satte de båren fra sig og straks sprang en kilde frem på stedet.
gennem historien har troen på helligkilders helbredende virkning medført, at også Helene Kilde var et velbesøgt sted.
mest kendt er nok Chr. IV, som tappede meget vand fra kilden og havde en badstue i nærheden.
helt op i det 19. århundrede var det vidt udbredt, at syge og svagelige forsynede sig med vand fra kilden og derefter tilbragte natten på Helenes grav.
virkningen skulle være stærkest Sankt Hans Nat og igen senere på sommeren natten til Hellig Olavs Dag den 30. juli.
de valfartende, som blev helet for sygdom efterlod ikke blot krykker og forbindinger, men også ofte votivtavler og hårlokker i taknemmelighed over deres helbredelse.
det sidste vognlæs af den slags håndgribelige symboler på kildens helende kraft blev så vidt vides kørt til deponering på Tibirke Kirkes våbenhusloft så sent som i 1864.
