yogiliv

Thich Nhat Hanh (født 11. oktober 1926) var en vietnamesisk buddhistmunk, lærer, forfatter og fredsaktivitist.

Som 16-årig blev han optaget i et zenkloster, hvor han modtog undervisning og senere blev munk i 1949. I 1960 oprettede han i Saigon en humanitær organisation, der arbejdede med at genopbygge udbombede landsbyer, etablere skoler og lægehuse samt skaffe nye hjem til familier, der var blevet hjemløse under Vietnamkrigen. I den forbindelse drog han til USA for at give foredrag og påvirke den amerikanske regering til at trække sig ud af Vietnam. Han fik kontakt til Martin Luther King, der indstillede Hanh til Nobels fredspris.

Gennem årene havde Hanh en stor indflydelse på udviklingen af den vestlige udgave af buddhismen. Senere i sit liv boede han i mere end 40 år i Sydfrankrig, hvor han samlede folk fra hele verden, som en af nutidens anerkendte mestre. Herfra udbredte han sin lære gennem en lang række foredrag, samtidig med han skrev og forfattede mange bøger, bl.a. bestselleren, ‘Miracle of mindfulness’.

Han har sagt mange kloge ord ord, hvor en af mine favoritter er:

“If one step at peace is possible, peace IS possible!”

En del af hans undervisning var meditation – kunsten at være i nuet, som han beskriver som:

“The present moment is where life can be found, and if you don’t arrive there, you miss your appointment with life”

Thay, som var hans kælenavn blandt hans elever, tilbragte de sidste 3 år i sit hjemland Vietnam, inden han lørdag den 22.januar 2022, da klokken slog midnat – med et fredeligt suk forlod denne verden…
Han levede mindfulness og var eksemplet lige til sin død, som disciplene omkring ham oplevede som mindful dying.

‘Live your daily life in a way that you never lose yourself. When you are carried away with your worries, fears, cravings, anger, and desire, you run away from yourself and you lose yourself. The practice is always to go back to oneself.’

Sounds True Presents: Calligraphy with Thich Nhat Hanh – YouTube

Thich Nhat Hanh’s final mindfulness lesson: How to die peacefully – Vox

vintersolhverv 2019

vinterens yogaferie i mit indiske hjem Varkala er gået i gang…

min blog har kørt på nærmest lånte dage det sidste halve år efter jeg fik en mail om, at alle blogs skal migreres til WordPress.

jeg troede, at det betød hele looket, som jeg har skabt med dette nu i alt 333 blogindlæg gennem de sidste 10 år med mit helt eget design og set-up af billeder og links var i fare – så jeg var nærmest stoppet med at blogge…!

min blog behøver nemlig ikke ligne andres, men må gerne være anderledes og original som mit liv nu engang er i konstant flow af forandring…

jeg har været heldig og fået genskabt hvert eneste blogindlæg på begge mine blogs, nøjagtig som de var – og har endda mulighed for at fortsætte med at blogge som altid.

så dette er egentlig bare et lille livstegn på bloggen her fra et af mine yndlingssteder i hele verden… Varkala <3

det går på flere måder mod lysere tider…

varme og gyldne december hilsner

livet i ashram med sadhana

jeg opholder mig pt i nepal i Sadhana yoga retreat centre oppe på et bjerg med skøn udsigt ud over Pokhara, Nepals trekkingmekka smukt beliggende ved en stor sø med over 8000 meter høje bjergtinder i baggrunden…smukkere blir det ikke, se selv 🙂
selvom jeg har dyrket yoga i mere end 30 år, har jeg stadig brug for inspiration og selv at være elev.

derfor deltager jeg i disse dage i et intensivt retreat med et fyldt skema af yoga, meditation, chanting og detox kriyas fra 5:30 am – 9 pm med nogle få timer og tit blot minutters pause imellem aktiviteterne.

på den måde lever yogacentret op til sit navn sadhana, der kan oversættes til spirituel praksis.

ordet klinger ganske særligt i mine ører, da en af mine vigtigste uddannelser hed: sadhana intensive, en overbygning på advanced teachers training med fokus på pranayama og op til 12 timers åndedrætsøvelser om dagen.derfor foregik uddannelsen i Himalayas rene bjergluft nord for Rishikesh i en dengang lille ashram med plads til max 21 yogier, hvor vi var igennem en større udrensning og spiste en ren yogisk kost bestående af kitchery og hvor alle sov max 4 timer i døgnet pga al den akkumulerede energi/prana.

her i denne ashram er sadhana et mere bredt program, hvor man forsøger at skabe nogle gode yogiske vaner udenfor yogamåtten, som fx:

kriyas, som tungerens, øjenrens (tratak), næserens (neti) og tarmrens (shankprakshalana)
meditation
mauna/bevidst tale (ingen negativ tale om andre)
mantraer/chanting
asanas
dagligt mudder/dampbad i enmandssauna
vegetarisk ren mad med fællesbøn inden
reflexology/zoneterapi til både hænder og fødder

desuden blev der undervist i yogafilosofi og på alle værelser hang plakater og forskellige skilte med yogiske leveregler såsom tal ikke ondt om andre og vær bevidst om dine tanker.

men denne ashrams program er stadig mere afslappet end flere af de ashrams, jeg har boet i, hvor det ikke er usædvanligt med lange perioder i stilhed = mauna.

tit anvender man i sådanne spirituelle skoler en del af tiden på at blive ansvarlig for sine ord, tanker og følelser.
flere ashrams krævede, at jeg førte en journal over min sadhana, som en slags dagbog, så jeg hele tiden blev bevidst om, hvad jeg skal arbejde med og hvad jeg kan gøre bedre.

dette er noget, som jeg har brugt i perioder i min yogiske hverdag både i og udenfor ashrams og som jeg forsøger at huske at efterleve i mit liv som yogi.

hari om tat sat

læs mere om sadhana på min side: meditativyoga.net

: समाधि samādhi

sama betyder lige og endnu bedre på dansk samme, som stammer derfra.

dhi betyder bevidst eller vågen med samme oprindelse som buddha, se næste blogindlæg.

samadhi er yogaens 8.trin og det allersværeste af alle at beskrive.

mahasamadhi (maha betyder stor) kan oversættes til død og er den betegnelse man bruger om en stor mesters bortgang.

jeg er pt strandet på 2.uge i Buddhas by, hvor Buddha efter 6 års meditation i forskellige huler i omegnen til sidst satte sig ind under et boddhitræ, droppede alle illusioner, da han satte sig ud over angst og begær og derved opnåede oplysning.

indenfor buddhismen er samadhi osse kaldet nirvana og ses som det 8.trin i the noble eight fold path, Buddha efterfølgende underviste i.

ved gennemgang af ashtanga = direkte oversat 8 trin, er det 8.trin samadhi altid et sted, jeg oplever som særligt udfordrende at forklare…

derfor vælger jeg at citere en lille snak fra God can be seen med henvisning til Veda’erne, hvor en mester beskriver den oplyste tilstand samadhi og refererer til kilderne:

…for what has been said in the Vedas and the Puranas, do you know what it is like? Suppose a man has seen the ocean, and somebody asks him, ‘Well, what is the ocean like?’ The first man opens his mouth as wide as he can and says: ‘What a sight! What tremendous waves and sounds!’ The description of Brahman in the sacred books is like that. It is said in the Vedas that Brahman is of the nature of Bliss – It is Satchidananda (sat-satya=sandhed, chid-chiddha=bevidsthed og ananda=lykke, red.)

Suka and other sages stood on the shore of this Ocean of Brahman and saw and touched the water. According to one school of thought they never plunged into it. Those who do, cannot come back to the world again.

In samadhi one attains the Knowledge of Brahman – one realizes Brahman. In that state reasoning stops altogether, and man becomes mute. He has no power to describe the nature of Brahman.

Once a salt doll went to measure the depth of the ocean. It wanted to tell others how deep the water was. But this it could never do, for no sooner did it get into the water than it melted. Now who was there to report the ocean’s depth?”

A devotee: “Suppose a man has obtained the Knowledge of Brahman in samadhi. Doesn’t he speak any more?”

Master: “Shankaracharya (one of the greatest philosophers of India) retained the ‘ego of Knowledge’ in order to teach others. After the vision of Brahman a man becomes silent. He reasons about It as long as he has not realized It.

If you heat butter in a pan on the stove, it makes a sizzling sound as long as the water it contains has not dried up. But when no trace of water is left the clarified butter makes no sound. If you put an uncooked cake of flour in that butter it sizzles again. But after the cake is cooked all sound stops. Just so, a man established in samadhi comes down to the relative plane of consciousness in order to teach others, and then he talks about God.

The bee buzzes as long as it is not sitting on a flower. It becomes silent when it begins to sip the nectar. But sometimes, intoxicated with nectar, it buzzes again.

Mara

…mareridt stammer derfra, som i gamle dage osse kaldtes, at det rider mig som en mara…
her kommer historien om dødsguden Mara…

vinterhalvårets yogaferier er slut og det er nu tid til at holde min egen årlige ferie.
for selvom jeg har verdens bedste job, kan det stadig være rart engang imellem IKKE at sku noget…

jeg er taget tilbage til Indien og landet i Bodhgaya – byen hvor Buddha mediterede under boddhitræet og udstod de sidste prøvelser mod oplysningen.

Bodh gaya er en hellig by og et must at opleve for alle jordens buddhister, hvilken inkluderer en del lande, der her har lavet hver deres tempel/stupa flere med tilhørende klosterskole – Tibet, Bhutan, Japan, Taiwan, Kina, Laos, Bangladesh, Srilanka, Myanmar, Sikkim, Thailand, Vietnam, Nepal og Indien.

det medfører, at byen er fyldt med op til 26 meter høje buddhastatuer og kunstfærdige templer med Mahabodhi templet i midten. dette tempel er bygget rundt om det ældste boddhi-træ summende af mediterende og messende buddhister, der forsøger at komme så tæt på vajrasana (diamanttronen, fordybelse følger) og laver bedefald fra tidlig morgen til sen aften.

da jeg fløj fra Thailand, blev jeg spurgt, hvorhen rejsen gik og fik usædvanligt positive reaktioner, når jeg svarede Bodhgaya, som ALLE kendte omend thaierne kalder det Buddhagaya.

Buddha, Bodhgaya og boddhitræ er opkaldt med samme oprindelse bodh, der betyder bevidsthed og tit oversættes som opvågnen.

situationen er skildret og malet som en af buddhisternes yndlingsmotiver, hvor dette er min favorit fra Myanmar, som viser Mara ridende på en elefant, der forsøger at først friste og dernæst skræmme Buddha, der sidder upåvirket i meditation – samadhi.

Mara er en mytologisk religiøs figur i buddhismen. Mara er beskrevet som både dødsgud og dæmonen, der fristede Gautama Buddha under hans meditation i skyggen af boddhi-træet. Buddha modstod mentale visioner af erotiske kvinder, der ifølge andre kilder kunne være Mara’s egne døtre. Mara’s generelle opgave var at forhindre mennesker i at meditere og derved opnå oplysning.

der er mange fortællinger og fortolkninger om Mara, der sendte sine smukkeste og mest forførende døtre for at forstyrre Gautama i sin meditation.
da det ikke virkede, sendte Mara en hel hær af monstre for at angribe ham.

men Siddhartha, som Buddha blev kaldt, sad stadig stille og uforstyrret…!

Mara påstod, at tilstanden af oplysthed tilhørte ham og ikke den dødelige Siddhartha. Mara’s monsteragtige soldater skreg i fælles kor: “jeg er hans vidne” – Mara udfordrede Siddharta og sagde: “hvem vil tale for dig?”

Siddhartha rørte jorden med sin højre hånd og jorden tordnede: “I bear you witness!” – så Mara forsvandt. og da morgenstjernen lyste ved solopgang, opnåede Siddhartha Gautama oplysning og blev til Buddha, den der er vågen.

umiddelbart sku man jo mene, at det at arbejde med sin krop i yogastillinger på en yogamåtte nok handler mest om det rent fysiske…

ofte i løbet af en yogatime hører man udtrykket – gi slip! – næsten uanset hvilken form for yoga man dyrker.

dette er under yogatimen en udfordring selvfølgelig rent fysisk, hvor man er tilbøjelig til at spænde op rundt omkring i kroppen.

men det gælder mindst lige så meget at gi slip rent psykisk på angst, tvivl men osse tanker om imorgen og igår, der flyver forbi og processen viser sig at være en måske endnu større udfordring i at være til stede i nuet.

det at gi slip møder vi tit i hverdagen og her kan vanen fra yogamåtten bruges rent praktisk i de forskellige situationer.

det er ikke ualmindeligt, at jeg efter yogaferierne hører mine elever sige, at de oplever en anden afslappet holdning til livet med mere ‘pyt, det går nok’ og i ren praksis virkelig at gi slip.

da livet består mest af hverdag, er det altid her prøven skal bestås.

selvom jeg har dyrket yoga i 30 år og det vil jo nok sige flere timer end de fleste, er det stadig en opgave at bevare yogiånden udenfor måtten, når det fx ikke går helt som jeg har planlagt.

som for eksempel i december, da jeg kom til at slette 3 års nyhedsbreve med et enkelt forkert klik på en indisk computer. jeg brugte nogle dage på at gi slip og tænkte, det nok var meningen…. men da jeg ikke havde helt fred med beslutningen, tog jeg som så ofte gør i en situation med tvivl, et I CHING kort – svaret var klart og tydeligt: repair what is broken!

jeg brugte derfor sammenlagt et par uger mellem yogatimerne og fik sat det hele op igen…

nu står jeg i samme situation, blot endnu mere ‘alvorlig’…

mine hjemmesider er nemlig kommet i fare pga det system, jeg har anvendt til at sætte dem op i, udgår.

altså skal jeg lære et helt nyt system at kende, og ‘computersprog’ er i forvejen ikke mit sprog.

men jeg har tænkt mig, som altid, at gi det en chance og gøre et forsøg 🙂

det betyder, at der ikke sker så meget på hverken yogabalancen.net eller yogaferie.net den kommende tid, mens jeg efter 3 måneders yogaferie i både indien og thailand med yoga morgen og aften ALLE dage undtagen om søndagen, holder min egen årlige ferie i Nordindien og Nepal.

til gengæld regner jeg med, at det kører igen evt med nogle små ændringer, når jeg igen kommer hjem på ‘kontoret’ sidst i april.

indtil da lover jeg helt at gi slip på det og nyyyyyde min ferie – for selvom jeg måske har verdens bedste job, så er det stadig rart indimellem, at vækkeuret ikke ringer og netop ikke at sku noget …andet end at være….

og så vil jeg helt sikkert glæde mig til igen at komme hjem til det danske forår og en ny dejlig sæson med masser af yoga…

kinesisk nytår er stadig den vigtigste helligdag i Kina og for alle de mange buddhister, der lever udenfor Kina ikke mindst her i Thailand.

nymånen var i følge månekalenderen helt nøjagtigt 0:47 dansk tid og dvs kl. knap 7 imorges lokal tid, men alligevel hørte vi allerede i går aftes fyrværkeri selv her på bottle vores ellers så stille bugt og fornemmede, at der var flere, der var begyndt at fejre nytåret.

denne nymåne i februar er nemlig starten på et helt nyt år bestående af 13 måner.

hvert år er dedikeret et dyr – denne gang er det geden.

dvs i dag slutter hestens år og geden tar over…

efter geden kommer aben, hanen, hunden, grisen, rotten, oksen, tigeren, haren, dragen og til sidst slangen, inden det igen er hestens tur…

hvert år er kendetegnet ved dyrenes egenskaber, som personerne der er født i året i følge filosofien bag har tilfælles.

kinesisk astrologi er baseret på astrologiske samlinger, der er fundet og stammer helt tilbage fra Shang dynastiet i det 14.århundrede velatmærke FØR kristus. men dengang var kalenderen ikke statisk og blev sat og varierede i forhold til, hvilken kejser, der havde magten.

den kinesiske kalender var en kompleks tidsberegning ligesom mayaernes kalender. dens parameter var sat i forhold til månens faser såvel som solhverv og forårs- og efterårsjævndøgn.

yin og yang, de modsatte men osse komplementære principper, der tilsammen skaber balance, styrede grundlæggende kalenderen sammen med den kinesiske zodiak, cyklussen af de 12 tegn i forbindelse med solens vej gennem kosmos.

denne særlige dag i dag fejres med ceremonier, hvor forretningslivet lukker ned og familierne er sammen.

hjemmene renses for “huiqi,” eller ‘uhensigtsmæssige energier’, som måske er blevet ophobet i det gamle år. rengøringen er grundig for den skal helst glæde guderne så meget, at de får lyst til at komme ned fra himlen. rituelle ofre af mad og papirikoner bliver sat foran husguderne samt dedikeret til bortgåede forfædre.

ønsker og lykkebringende beskeder blev tidligere mejslet i sten/skrevet på træ (i starten af 90’erne brugte man stadig træ i Japan, da jeg besøgte Nara) og senere som smuk kaligrafi på mere moderne papyrusruller og papir.

dette blev fulgt op af fyrværkeri i form af firecrackers som pudsigt nok og netop derfor på dansk kaldes kinesere; altså ikke for synets skyld men udelukkende pga larmen netop for at skræmme onde ånder væk!

det er iøvrigt stadig hensigten med de mange lydeffekter i buddhisttempler, men osse hinduisttempler, hvor klokkerne effektivt fjerner al tankevirksomhed og bogstavelig ringer tankerne væk.

men noget af det vigtigste af alt er at samles om at spise et kæmpe festmåltid, hvor den sidste ret var fisk, der symboliserer overflod og derfor ikke bliver spist. de første fem dage efter nytår spiste man traditionelt lange nudler, der symboliserer langt liv.

på den 15. og sidste dag af nytåret lavede man traditionen tro runde dumplings, der havde form som fuldmånen. her deltog alle i madlavningen og gjorde sig umage i at forme perfekt runde dumplings, der blev spist ved solnedgang inden man sammen i stilhed oplevede fuldmånen komme frem på himlen.

siden 1996 har den kinesiske regering givet befolkningen en uges ferie kaldet springholiday i forbindelse med nytåret, så de stadig ihukommer deres tradition.

men de har jo siden 1912 fulgt den gregorianske kalender og fejret nytår sammen med os!

i modsætning til thaierne, der på flere måder kan ses som mere traditionsbundne og lever mere med de oprindelige regler end de andre, måske fordi de som det eneste land i Østen ikke har været under indflydelse af en fremmed kolonimagt?

som det eneste land i hele verden er man i Thailand ikke i år 2015, men derimod år 2558 og skifter årstal fra i dag på den nye måne…

læs mere på bloggen om det her